»I skolen fik jeg ofte skæld ud, fordi jeg kiggede mere ud ad vinduet end ned i bøgerne. Det hjalp ikke«
Det er vigtigt at give plads til længslen, men det er lige så vigtigt at give plads til håbet, skriver sognepræst Benjamin Würtz Rasmussen i denne uges klumme.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi taler så meget om, hvor vidt der er et liv efter døden. Men der er faktisk en del død i livet. Sorg, ulykker, tabt arbejdsevne, tabte familier, fordi man kommer til at drikke al rødvinen. Hvordan kan vi leve med det? Hvordan kan vi leve i det?
Sådan siger præst og forfatter Kristian Ditlev Jensen i podcasten Tonen i livet, som bliver udgivet af Folkekirken.
Det er en meget relevant konstatering og et ret relevant spørgsmål at stille. Især lige for tiden hvor skove og haver falmer rund om os efter en lang sommer.
I skolen fik jeg ofte skæld ud, fordi jeg kiggede mere ud ad vinduet end ned i bøgerne. Det hjalp ikke, for jeg gør det stadigvæk. Jeg kigger ofte ud ad vinduet og lader tankerne flyde.
Det er noget, jeg er kommet til at sætte ret stor pris på – jeg vil gå så langt at sige, det er vigtigt at gøre en gang imellem. Ellers kan vi så nemt miste kontakten til os selv og omverdenen, når indbakken flyder over med hastemails og den ene dag tager den anden og livet bare kører derudaf, mens vi hænger i med neglene for at følge med.
I kirken er der rum – også til alt det grusomme – også til døden, fordi håbet altid er til stede.
Efterår
Den sidste sol har gemt sig
I dit blik.
Og tiden går
Forbi os, før vi ved det,
Er vi væk.
Og jeg føler kun
En længsel i mit bryst.
Kom og ta’ mig ind til dig.
Kom og gi’ mig al din trøst.
Teksten er fra Ray Dee Ohh’s sang efterår, som har fået en meget smuk genskrivning af Søren Huss. Teksten rummer noget af det ens tanker kan glide hen på, når man sidder dér og kigger ud ad vinduet lige for tiden. Længsel, uro, en erkendelse af at livet er skrøbeligt, fordi det indeholder så meget død og tab, mens vi stadigvæk er hér.
Det er vigtigt at give plads til længslen, men det er lige så vigtigt at give plads til håbet. Det gør sangen også i sidste linje: »Sig mig er det hjertet, der banker højt og levende for mig.«
Og det er måske svaret på Kristian Ditlev Jensens spørgsmål: Hvordan vi kan leve vores liv med tab, sorg og ulykker. Med håb og kærlighed. Ikke kærlighed som en følelse. Men i den forstand, at vores liv er rummet med al sin død, tab og ulykke i sig. I et håb om at vi i sidste ende er båret af større kræfter end vi selv kan præstere.
På søndag er det Allehelgens søndag, hvor mange mennesker kommer i kirken for at mindes dem, de har mistet. I kirken er der rum – også til alt det grusomme – også til døden, fordi håbet altid er til stede. Både i den lille død, der er i vores liv og i efteråret, men også i den store død, vi alle sammen bevæger os hen imod.