Det sure med det søde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi lever i æbletræets sensommertid, men med efterårets indtog synger de lysende røde æbletræer snart på sidste vers for denne gang. Det kan synes vemodigt – men lyt engang til æbletræets historie.

Æbleblomsten er ikke bare smuk – den rummer også en visdom. Nemlig den, at forudsætningen for at sætte frugt, det er, at man afblomstrer. Dén del af æbletræets tid har vi for længst gennemlevet, det skete i foråret, men har vi egentlig forstået dens betydning?

Ja, tror jeg, mange uvilkårligt vil svare – drej hovedet, det er jo det, der sker rundt omkring os så småt. At alt begynder at gulne og rødme, visne og falde sammen for til sidst at blive taget af vinden og hvirvlet rundt i luften i en efterårsstorm. Og sommeren er lige gledet os af hænde som varmt sand mellem fingrene. Så jo, vi forstår da så udmærket, hvad afblomstring betyder. Og hvis ikke kan nogen af os da bare kaste et blik i spejlet. Det betyder vemod. Vemod og længsel efter en svunden tid, som aldrig mere kommer tilbage. Det betyder ét skridt nærmere døden og mørket.

Det med døden kommer vi ikke uden om, og vemodet kan nok de færreste sige sig fri af.

Men æbleblomstens visdomsord synes at kaste et lys ind over efteråret som andet og mere end en vemodstid. Efteråret bugner af dejlige frugter, der med sin sødme taler til os som et gammelt ordsprog om at tage det sure med det søde og ikke se os tilbage med suk og længsel.

Nej, vi skal være her og nu med alle sanser og sætte tænderne i al den spændstige frugt og mærke saften løbe os om munden og dryppe fra hagen. Vi skal tage til Vesterhavet og høre dets larmende brusen og mærke dets salte skumsprøjt i ansigtet. Og vi skal stikke næsen i efterårets smukke blomster og blade og indsnuse naturens lov om at liv og død hører sammen.

Naturens lov, som også er vores kristne evangelium. For her er den hårdnakkede påstand præcis den samme. Nemlig, at intet nogensinde tages fra et menneske uden, at det samtidig får noget nyt rakt til liv, lyst og glæde – om end det kan være på en helt anden måde end før.

Det gælder for naturen med frugter, der smager og frugter, der bærer os gennem efterårets regn og vinterens mørke, indtil foråret atter bryder frem. Og det gælder for os som mennesker ved troen på også vores opstandelse.

Glædelig sensommer. Velkommen efterår!