Både specialundervisning og inklusion skal lykkes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi har i Favrskov Byråd afsat midler til etablering af egen specialskoleklasser, for at børn og unge kan undervises i egen kommune, hvis tilbuddet imødekommer elevernes behov for støtte.

Vi skal ikke udskille flere elever end højst nødvendigt fra almenundervisning, men når det er nødvendigt, skal vi foretage den mindst indgribende indsats.

De senere års inklusion i folkeskolen, også i Favrskov, har vist, at der stadig er en gruppe af elever, som ikke får det nødvendige tilbud, hverken som inklusionselev eller i skolernes specialklasser. Derfor er det nødvendigt med et mere samlet specialskoletilbud, hvor personalet er specialuddannet til at imødekomme elevernes støttebehov. Målet med inklusionen i almenundervisningen er, at børn med særlige behov undervises i almindelige klasser, men dette kan kun ske med den nødvendige støtte og de rigtige hjælpemidler.

Det har vist sig ikke at være så nemt at give flere børn en hverdag, hvor de er en del af fællesskabet i klassen. Faktisk er det på landsplan gået den modsatte vej. Jeg synes dog ikke, at vi skal droppe tanken om inklusion, men måske mere se på de rammer og forudsætninger vi giver skolerne for at løse opgaven. Mange kommuner, også Favrskov, har arbejdet med faglig sparring uden for klasserummet til klassens lærere, men i dag peger mange eksperter og lærere på, at samarbejdet mellem lærere med viden om specialpædagogik og klassens faste lærere skal ske i klasserummet, sammen med børnene.

Jeg har selv gode erfaringer med fx co-teaching, både som lærer og leder. Co-teaching er en såkaldt ”Mellemform”, altså ikke en specialklasse. Det handler om, at en lærer med viden om børn med særlige behov underviser sammen med klassens faste lærere. Både co-teaching og andre ”Mellemformer” findes allerede på vores skoler, men skal vi lykkes med inklusionsopgaven, så er vi nødt til at prioritere arbejdet med sådanne metoder i den tidlige undervisning. Læreren skal aldrig stå med en følelse af, at der er elever, man svigter.

I dette års budget var der ikke råderum til at prioritere flere penge til specialundervisningsområdet, men jeg mener, at der er behov for at investere i området fremadrettet. Spørgsmålet er, om vi i kommunen og på landsplan har råd til at lade være – både på det menneskelige og økonomiske plan.