Arbejd hårdere – på de vigtige ting

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Engang arbejdede vi hårdt. Engang var vi klar til at slide og svede. Engang. Ak, men nu.

Henover året har vi flere gange hørt vort lands ledere beklage og moralisere over den stigende deltids-tendens blandt arbejdende. Statsministeren lagde ud i februar, da hun sagde:

»Hvis alle gerne vil arbejde mindre, og kravene til velfærdssamfundet bliver ved med at stige, så hænger det ganske enkelt ikke sammen.«

Samfundet og velfærdsmodellen har brug for os, må vi forstå, så det er for dårligt, at folk søger ned i tid.

Nu er vores udlændinge- og integrationsminister netop udkommet med sin bog ”Arbejdets land”, hvor han blandt andet fremhæver moderen som med rank ryg henter sit barn 5 minutter i lukketid fra institutionen, kritiserer prioriteringen af deltidsarbejdet, og sår tvivl om, hvorvidt det er bedre for familier og børn, at vi arbejder mindre.

»Det er en farlig tendens i tiden, at nogle hellere vil dyrke køkkenhave end arbejde,« skriver han.

Fællesskabet har brug for os, må vi vide. Vi skal arbejde hårdere.

Og hovedbudskabet er jeg fuldkommen enig i. Det er kritisk, på tide og nogen må sige det. Vi må være uselviske og arbejde hårdere.

Men måske er det ikke vores arbejdsgiver som har mest brug for de flere timer? Måske er det ikke vores velfærdsmodel, vi skal holde hånden under eller en eller anden samfundskontrakt, vi skal være loyale imod?

I en tid hvor cirka hver fjerde voksne i Danmark har et højt stressniveau, hvor antal sygemeldinger stiger, hvor mistrivslen blandt børn og unge er himmelhøj, så er det tid til at sige: Arbejd hårdere. På de andre vigtige ting.

Det er, hvad folk siger med deres valg. Når reaktionen på at forkorte barselstid for mødre, sløjfe helligdage og tilskynde til mere arbejde er en stædig søgen mod færre arbejdstimer, så er det noget, vi skal lytte til og spørge: Hvad var det lige som fik os til at arbejde så hårdt og længe engang? Var målet ikke, at vi selv og vores nærmeste havde de,t vi skulle bruge og at sikre at vores børn fik et bedre liv end vi selv?

Hvis det er formålet, så opnår de fleste det ikke med flere timer på arbejde i dag. Det er ikke svaret på det, vi trænger til. Det kan nok give noget ekstra i lønposen (og i statskassen), men hvad vores nærmeste virkelig har brug for, er, at vi netop er det, nær. Vores ægteskaber har brug for, at vi har overskud til andet end at falde sammen i sofaen om aftenen. Vores børn har brug for mere nærvær og prioriteret, skærmløs, agendaløs tid. Vores gamle har brug for besøg og snak og hjælp og tid.

Mange har brug for mere tid til at gå ture, plante køkkenhaver eller bare sove.

Så, måske er det faktisk et sundhedstegn, at flere søger mod deltid, forlænger barslen og prioriterer tid og hverdagshvile over økonomisk overskud.

Det er tid til en officiel omprioritering. Dem som vil skal endelig arbejde hårdere, men i en tid med lav arbejdsløshed er det et forskruet samfundssind at revse de resignerede og prioritere arbejde over personligt helbred, relationer og øvrige ansvar.

Vi er mere end vores arbejdsevne. Vores samfund er ikke en fabrik, der skal optimeres. Vi er ikke sat i verden for at sikre en samfundsmodel. Det hænger ikke sammen.

Og mon ikke vi får et bedre og sundere liv, hvis flere tager mere tid til relationerne og nærværet udenfor arbejdet.