Om det vi ikke har magten over

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For en måneds tid siden var konen og jeg en tur i Københavns lufthavn for at vinke farvel til en af vores døtre. Det viste sig, at vi ikke var de eneste, der tog tårevædet afsked sådan en søndag morgen.

Den afsked, som fyldte særligt for os, viste sig – ikke overraskende – at være helt almindelig. Mange andre oplever det samme.

Nu kan der naturligvis være meget spil med sådan en afsked. På vejen hjem blev jeg tankefuld over afskeden og bruddet: at have et barn og til at give slip. Og ikke mindst – hvorfor er det så svært med brud og afsked?

For på trods af afskeden, så er forandringen og bevægelsen i grunden god. Godt at afkommet kommer hjemmefra og afsted. At hun står på egne ben. Og så skal vi gamle til at indstille os på, at nu må vi slippe, og så må det gå, som det går! Det er måske det værste.

Måske du også tænker på andre brud. Der, hvor bruddet var døden. Den endegyldige afsked. Hvor døren lukkede sig for sidste gang.

Eller hvor to måtte gå hver til sit? Bruddet og bevægelsen byder ofte på kaos og fremmedgørelse. Livet hverken gik eller kommer til at gå op.

Mon ikke det er derfor, at det kendte og uforanderlige har en egen tiltrækningskraft? Åh – tænker jeg fra tid til anden – lad mig vende tilbage til det kendte og uforanderlige!

Ikke noget at sige til, at vi i et øjeblik drømmer os tilbage. For afsked, forandringer og bevægelser i vores liv, har vi det ikke altid lige let med.

Men vi kommer til at leve med det. Der er ikke noget, der tyder på, at livet giver os ro. Ingen af os er den samme, som vi var i går. Livet forandrer os. Vilkårene for at være menneske er konstant under forandring. En ting er helt sikkert: morgendagen vil møde os alle med nyt, som vi ikke kan forberede os på.

Og dog. Sammen kan vi måske finde måder at tale om det vilkår, som livet byder os: at vi ikke har magten over det.

Finde en kultur for omgangen med det, som vi ikke er herrer over.

Det er det, som religionerne kan. Her finder vi kultur for omgangen med det, som vi ikke er herrer over. Derfor er religion stadig og evig aktuel.

Her i vores lille land har vi bygget rum for det, vi ikke har magten over: kirken. Her kan vi i fællesskab finde rum, ord og fortællinger, der kan hjælpe os til at være i afskeden, være i bruddet, hvor livet ikke går op. Så du og jeg måske en dag kan komme til at leve med det. Det, som ikke går op.