Godt, du siger det, det vil jeg tænke over

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Meget har ændret sig, siden jeg som barn blandede ugens slikpose med lakrids, hvis navne på ingen måde tåler dagens lys i dag. Dengang var der – udover navne på slik – også en ret afslappet holdning til fx sikkerhedsseler, hvis de da fandtes. De voksne røg på forsæderne i bilerne, mens vi unger lå i en bunke på bagsædet. Som seksårig cyklede jeg selv i skole, uden cykelhjelm. Det var en anden tid, som man siger.

Som eneste pige med to storebrødre og to fætre voksede jeg op i 70’ernes begyndende velstand med parcelhus, bil og farve-TV. Det blev forbudt at slå børn i skolen, og de unge lærere foretrak fornavn. Det hele blev ganske moderne og frigjort.

Alligevel mente min mor, at jeg skulle lære at sy, stryge og jævne en sovs og andre huslige gøremål. Kvindekamp og kønsrolledebat var endnu i sin spæde vorden på landet, hvor jeg voksede op. Jeg var ikke vild med den huslige oplæring. Jeg ville ikke forskelsbehandles. Så jeg nægtede at deltage, hvis ikke mine brødre havde været det samme igennem.

Alt dette kom jeg nyligt til at tænke på, da jeg læste om en situation, hvor eneste kvindelige deltager ved et møde, blev bedt om at lave kaffe. I mine egne tidlige arbejdsår var det heller ikke ualmindeligt, at en kvindelige medarbejder blev bedt om at skrive referat. Ingen mandlige mødedeltagere så meget som overvejede at påtage sig denne sekretæropgave.

Jeg kan da godt skrive et mødereferat men bliver alligevel lidt trodsig, hvis det tenderer kønsdiskriminering eller anden forskelsbehandling. Skulle mine brødre det? Så skal jeg heller ikke.

Sprog og omgangstone ændrer sig over tid. Selvfølgelig gør de det. Verden er ikke statisk men i bevægelse. Hvad der for 10 eller 20 år siden betragtedes som en harmløs forespørgsel, virker anderledes i dag. Grænserne er flydende, gråzonerne mange. Uforanderlig er dog formentligt den grundlæggende modvilje mod forskelsbehandling, jeg også følte.

Vi er nødt til at tænke os om og udvise større hensyn, som tiderne skifter. Stereotyper og indgroede vaner må revurderes i omgangen med andre mennesker. Men gør det egentlig noget?

For selv om det er nemt at grine af de samme ting i en homogen gruppe med helt samme referenceramme og privilegieblindhed, er det måske også lidt kedeligt og indskrænket i længden. Og mens det var nemt i min ungdom at udfordre de traditionelle kønsroller – det blev der såmænd også set lidt skævt til -, så er der i dag mange flere måder at komme utilsigtet galt af sted på. Bare fordi man ikke tænker sig om eller har blik for forskelle i udgangspunkt og vilkår.

Der er ingen enkle opskrifter eller et færdigt regelsæt her. Men vi kan øve os i at møde hinanden uden at kategorisere. Vi kan være opmærksomme, når vi mærker, at vi fælder hurtige domme og falder i gryden med meget unuanceret vurderinger. Vi kan lade os inspirere af en vis tømrersøn til altid at se mennesker med et rummeligt og ligeværdigt og interesseret blik.

De færreste af os ønsker at fornærme eller støde andre mennesker. Når det så alligevel sker, fordi vi er mennesker, og fordi nogle af os stadig indimellem lever i en anden tid, så kan en simpel undskyldning virke langt bedre end en akavet bortforklaring.

I stedet for at sige, ”det var jo ikke sådan ment”, eller ”det plejer vi da at grine af”, er det måske bedre at indrømme, at man tog fejl. ”Uha, det var ikke ok, - det kan jeg godt se. Godt, du siger det, det vil jeg tænke over!”