Håbet bor mellem virkelighed og mulighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Rigtig meget i menneskelivet udspiller sig imellem to poler: Virkelighed og mulighed – altså mellem det umiddelbart foreliggende. Det kalder jeg her for virkelighed, selvom det sagtens kan forekomme aldeles uvirkeligt! Og så dét, som endnu ikke er indtruffet, dét som er på vej, som kunne være i sin vorden, muligheden.

Det er også på færde i romanen, hvor romanens ”krop” eller plot fortælles som udspændt mellem virkelighed og mulighed. På samme vis med det betagende maleri eller det skarpe fotografi, som får os til at tænke over fortællingen: Hvad er der sket her, og hvad vil der ske? Her står virkelighed og mulighed overfor hinanden.

Den østrigske forfatter, Robert Musil, skriver i sin roman ’Manden uden egenskaber’ sådan her: »Findes der virkelighedssans, og ingen vil betvivle, at den har sin eksistensberettigelse, må der også findes noget, man kan kalde mulighedssans« – og han fortsætter: »Mulighedssansen kunne altså ligefrem defineres som evnen til at tænke alt det, der lige så godt kunne være, og til ikke at betragte det, der er, som vigtigere end det, der ikke er.«

Ordet mulighed bruger vi om dét, som vi ønsker, og ”mulighedssansen” beskæftiger sig med, hvad der positivt set kunne ske. Men vi kender også til, at muligheder ikke åbner sig, og at livet stagnerer, sætter os tilbage, rammer os, og at livet mest er modstand… og derfor er det også her, håbet bor: Mellem virkelighed og mulighed.

Håb er sådan et bredspektret ord, for det dækker fra ønsker til aftensmaden eller morgendagens vejr – og helt til utopiske drømme og syrede fantasier.

Dét håb, som knytter sig til den kristne fortælling og tro, er et håb, som også er her, når der ellers intet håb eller forhåbninger ses.

Mennesket er godt nok ikke en litterær tekst, men vi er alle en fortælling – og vores egen fortælling er skrevet ind i en fortælling om et håb, som den forestående adventstid beder os om at vente på, og som levendegøres, når vi kommer frem til julenat.

Kærlighedens forrang for grusomheden er ubærlig ikke at tro på. Verden krymper – både vores egen, lille verden, og den store verden, hvis mulighedssansen tabes af syne, altså evnen til at tænke det, begribe det, som lige så godt kunne være – og bevare håbet, når der ellers intet håb eller forhåbninger ses.