De frivillige er alfa og omega i det kontant- og kontaktløse samfund
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Is-dronning, liv-løs, hjerte-løs, sam-tale, livs-glæde, følelses-kulde. Ja, som dansklærer taler vi om sammen-satte ord. Og i en tid med krig, isolering, flygtninge-lejre og så videre er der brug for at reflektere over livet og fortælle, at vi alle har brug for hinanden. Vi har brug for fælles-skab. Nogen siger ”jeg har ikke tid”, men netop nu hvor vi oplever en stærk kulde og vinterstorm, er der brug for, at vi har tid sammen.
Jeg er tilflytter til Hammel, hvor jeg kom i 2006. Og har set den korte udvikling. Dengang var der posthus, slagter, bager, banker og boghandel. Og alt det er væk. Nej, ikke alt var bedre i gamle dage, men der mangler noget.
Jeg husker fra min barndom på Fyn i en lille landsby, Bredbjerg. Ja, byen eksisterer stadig. Der kom et postbud, og det kunne tage tid, for han skulle jo have kaffe flere steder. Lægen kom på hjemmebesøg, vi børn legede på engene, i de store Langesøskove, og var med til høstgilder. Vi kunne besøge den lokale smedje og selv telefoncentralen med de travle telefondamer. En nabo var husmand, og vi børn var med i marken sammen med den islandske hest, Lise, og talte om frugt og grøntsager.
Nu har vi nethandel, MobilePay, onlineundervisning og onlinehandel. Jo, der mangler noget.
Personligt bruger jeg kirkens tilbud i Hammel: Litteraturkreds og kirkecafe med mere. Arbejder i Røde Kors som frivillig og selvfølgelig er der muligheder. Også i Hammel. Men kig lige på byen en søndag og også en hverdag. Hvor er bylivet? Vi kan selvfølgelig selv gøre noget, men der er nok flere ensomme nu end før.
I gamle dage kunne det være hårdt, men der var selskab. Jo, mennesket har behov for samvær og med levende sam-taler. Om alt muligt. Aldrig nogensinde har der været mere brug for frivillige. Og for service. De butikker, der klarer sig, har ofte en god service. Ja, en kop kaffe hos frisøren, hos lægen/tandlægen og selv i tøjbutikkerne. Det koster ikke meget. Ligesom et smil er gratis.
Og så lige en positiv historie. Hammel Gymnastikforening med 823 frivillige er kåret som årets idrætsforening 2023.
De frivillige er alfa og omega.