Noget som er større end os

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Søndag 14. januar i år sad mig og min familie spændte foran fjernsynet for at se Danmarks nye konge træde ud på Christiansborgs balkon, hvor han skulle udråbes til konge af vores statsminister.

Vi glædede os til at høre kongens tale og ikke mindst hans valgsprog. I min familie havde vi diskuteret om, hvad han mon ville sige og ikke mindst om han ville nævne Gud. Desværre taler min svigermor lige hen over det nye valgsprog, idet hun siger: »Det bliver spændende at høre, hvad han vælger til sit valgsprog.«

Det gjorde vi så ikke, men heldigvis er det jo blevet gengivet mange gange siden.

Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark.

Selvom vores nye konge ikke specifikt nævner Gud, så bruger han ordene forbundne og forpligtet. Det er begge ord, der udtrykker centrale begreber i kristendommen og ikke mindst danskernes mere indirekte forhold til religion.

Kong Frederik nævnte også i sin tale, at han »får brug for al den støtte, jeg kan få. Fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os«.

Og jeg møder det hele tiden hos kommende brudepar, dåbsforældre og konfirmander: »Vi tror på noget større ikke nødvendigvis på Gud.«

Når jeg til en samtale spørger dem, hvorfor de nu er kommet til kirken for at markere livet på den ene eller anden måde. Så er svaret næsten altid: »Det er en tradition, det har vi altid gjort i vores familie og vi tror på noget større end os selv, men vi tror ikke på Gud som sådan.«

Og det ser jeg bestemt ikke som en negativ formulering. Jeg ser det som en del af tidsånden men også som en del af den måde, vi definerer Gud på. For når spændte brudepar, taknemmelige forældre og unge kommende konfirmander fortæller mig, at de ikke tror på Gud som sådan. Så mener de jo noget med formuleringen som sådan.

Er Gud en gammel mand med langt skæg, som dømmer os fra sin høje sky eller er Gud noget udefinerbart større end os - det som i alt sin enkelhed er større end os mennesker?

Jeg kan huske, hvordan jeg næsten ikke kunne fremstamme, at jeg troede på Gud, da jeg var yngre.

Da jeg blev konfirmeret, talte de andre om, at de gjorde det for gavernes skyld. Jeg syntes, at det var underligt, for jeg gjorde det, fordi jeg troede på Gud. Men jeg talte som sagt ikke med nogen om, at jeg troede på Gud. Jeg var på en måde flov over det eller frygtede i hvert fald, at det, der for mig var noget fint og vigtigt, ville blive gjort til grin. Og fordi jeg som så mange andre havde mine fordomme om, hvad det vil sige at tro på Gud, være præst og hvad kirken var for en størrelse.

Det kan være sårbart at tale om sin tro. Det er altid sårbart at fortælle om, hvem man er og hvad der betyder noget for en. Jeg ser ikke tro som et tabu, det er jo bare en del af hvem man er, så vel som politisk overbevisning eller hvilken kage man bedst kan lide.

Uanset hvad er det altid sårbart at stille sig frem og sige, hvad der betyder noget for en, eller hvem man er. For deri ligger en frygt for at blive afvist eller at nogen ikke er enig med en.

Sådan er det også indenfor den danske folkekirke, der er plads til lige så mange overbevisninger og tolkninger, som der er medlemmer. Men det interessante må være, hvordan forholder vi os til hinanden om vi er enige eller ej. Forhåbentlig er det med respekt, hensyn og åbenhed.

Vi kan mødes under Guds tag, kirkens tag, og dele noget som er større end os selv. Det er noget, som jeg er blevet glad for at kalde Gud.