Sig det med blomster – sig det med solsikker

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Danmark har fået en konge, og tronskiftet blev noget af en folkefest med overvældende hyldest af både Dronning Margrethe og det nye kongepar.

Lige da det skete, kørte jeg med bilradioen tændt, og alene lyden af folkemængden i København gav et helt sug i mig og var meget bevægende. Om aftenen så jeg et sammendrag på skærmen – det blev det ikke mindre festligt af.

Det var lige til at blive glad over, for det viste en sjælden set samhørighed. Lyden af samhørighed. Vi var vitterligt ét folk den søndag, der både sagde ’tak’ og ’velkommen’.

Alligevel har mange allerede været ude med kras kritik af kong Frederik X’s fine og facetterede valgsprog: ”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark”.

Nogle finder det sprogligt dårligt, andre mangler Gud nævnt direkte. Og i travlheden med at finde noget at kritisere overses de mange tolkningsmuligheder af valgsproget, som kongen selv kalder for sit ”kongeord”.

Det, der ikke umiddelbart kan ses, kan være svært at forstå og møde med åbenhed, nysgerrighed og velvilje.

Få dage før kongens proklamation var alle Skanderborgs præster samlet blandt andet for at få og give gensidig orientering om aktuelle emner. Et af emnerne var usynlige handicap.

Vi fik alle materiale med hjem til kirker og sogne i form af solsikkesnore, armbånd og pins foruden adgang til forskelligt grafisk materiale med solsikken på grøn og hvid baggrund, for nu vil vi være med til at signalere, at i kirken er der plads til enhver.

Her, ”hvor Helligånden holder åbent hus for høj og lav”, som det hedder i en af Lars Busk Sørensens salmer. Høj og lav – og med alle de styrker og svagheder vi har, hvad enten man kan se dem eller ej.

Præcis som de skjulte handicap, der er så mange af i alle sammenhænge på vidt forskellige måder.

Hvordan skal vi møde det usynlige? Møder vi et medmenneske, der har en særlig sårbarhed, med tilstrækkelig åbenhed? Hvordan ved vi overhovedet, om et andet menneske har en skjult sårbarhed? Med Solsikkeprogrammet vil vi i kirkerne vise, at vi har et ønske om at møde alle, selvom vi aldrig bliver eksperter på hinanden.

Når et menneske bærer den grønne solsikkesnor eller et andet mærke fra Solsikkeprogrammet, så sender det menneske en besked til omverdenen om, at vedkommende har et usynligt handicap – og i kirken har vi så mulighed for at øge opmærksomheden og spørge om, hvad vi kan gøre for at gøre kirkebesøget trygt, ukompliceret og uden frygt for at bede om en håndsrækning.

Kongen proklamerede i sin tale, at: ”Fremtiden går jeg i møde med visheden om, at jeg ikke står alene”.

Det vil vi gerne gøre til en sandhed for enhver – også når man vover sig i kirke på trods af sit skjulte handicap.

Vi siger det med blomster. Vi siger det med solsikker.