»Vi mennesker har ofte en indre domstol kørende. Og den kan være hård«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Den kommende søndag er det sidste søndag i kirkeåret. Evangeliet, der skal prædikes over, har som overskrift ”verdensdommen”, og det kan jo godt føles overvældende at skulle forholde sig til.

Skal vi føle os skyldige eller trække på skuldrene og sige, at alt det med dom ikke har noget med os at gøre?

Vi mennesker har ofte en indre domstol kørende. Og den kan være hård. Vi er sådan indrettet, at vi meget ofte husker svigt, fejl – begået af os selv eller andre – langt bedre end alt det, som gik godt og lykkedes.

Der er stemmen i vores indre, der ubarmhjertigt husker os på, at vi ikke er gode nok, hvis vi ikke hele tiden præsterer vores bedste. Eller stemmen, der fortæller os, at vi da er meget bedre end andre, fordi vi… Vi kender sikkert alle de forskellige, indre stemmer, som kan sidde og hviske os i øret dagen lang.

Noget af det centrale i kristendommen er at gøre op med vores menneskelige domme. Dommen skal vi overlade til Gud. Den ligger bedre i Guds hænder end i vores. Det betyder, at vi må være frie fra at skulle høre på alle vores indre anklager. For vores egen indre domstol er tit verdens hårdeste domstol. Og derfor er der en frihed i at kunne overlade dommen til Gud.

Gud er den, som kan bedømme vores liv og som med et klart blik kan holde styr på rigtigt og forkert. Hos Gud ligger dommen i gode hænder. Det samme gælder dommen over andre – den må vi også overlade til Gud.

Det betyder ikke, at Gud tager let på det hele og bare siger ”pyt”. At vedkende sig sin skyld er første skridt til at lære at leve med den – og blive befriet fra den. Men ved Guds domstol er det overordnede begreb barmhjertighed, og det gør en verden til forskel.

For når dommen fældes ud af barmhjertighed, så betyder det, at jeg står til ansvar for det, som jeg gør, og nogle gange må bære konsekvenserne af det, og at Gud stadig er min Gud. Ved Guds domstol bliver vi ikke frikendte, men vi bliver frigjorte. Og når jeg er gjort fri for dommen over mig selv, så er det forhåbentlig nemmere at se på de andre som lige så frigjorte som mig selv – og dermed nemmere at lade være med at dømme dem.