Ved vejs ende: »Heldigvis findes der gratis glæder«

Julesmaskeriet og nytårsbuldren nærmer sig, og før vi får set os om, er et nyt år over os. De sidste par år har været nogle onde år med alt for mange dårlige nyheder.

Jeg drømmer mig væk til dengang nyhedsværten sagde »og nu til dagens vigtigste nyheder: En mand i Randers har samlet 7000 smølfefigurer« (eller deromkring). Der er efterhånden langt mellem den slags snaps, men heldigvis er december rig på lige netop den drikkevare.

Og når vi vågner 1. januar med ondt i håret, er adventsmagien væk, og det er på trods af, at banken fejrer julen helt til påske ved at markere ens konto med den julede røde farve i stedet for den beroligende sorte.

Heldigvis findes der gratis glæder. Nogle vil måske sige, at de gratis glæder, er de eneste rigtige glæder. Man kan ikke købe kærlighed, respekt, samvær eller samhørighed. Sidstnævnte er nøgleordet til at låse juledøren op. Den som leder en hen til det umulige sted i horisonten hvor himmel og jord mødes, nemlig i Jesus barnet.

Han gav alt, og fik taget alt – og i begge tilfælde var han tro mod sig selv og sit virke som menneske og som frelser. Man kan med kristendommen i den ene hånd og psykologien i den anden argumentere for, at det er magtpåliggende for et hvert menneske at gøre som Jesus: At være tro mod sig selv.

Men kun kristendommen kan komme med en fyldestgørende definition på det ”selv”, og det er at være skabt i guds billede.

Alle mennesker er derfor en evig kilde til tro, håb og kærlighed – i princippet! Desværre står den slags ikke på skoleskemaet, og åndelig dannelse er ikke ligefrem en topprioritet på finansloven, hvorfor man heller ikke rigtigt opdager, at man mangler det, man ikke vidste fandtes.

Forleden faldt jeg over et digt, jeg ikke vidste fandtes, og som jeg ikke vidste, at jeg manglede. Digtet handler om, at sjælen kræver mere end blot at være et tandhjul i et maskineri, som det ikke forstår og heller ikke kan undvære. Det er skrevet af Poul la Cour og første del af det lyder således:

Træt af ord, af forfængelige Bøger og Billeder,
af Problemer, Diskussioner og geometriske Figurer,
af alt der kun fungerer, de kloge, forstokkede
paa Knæ for deres Hjerner,
blinde som Mulvarpen
og uden hans Løvekraft.
Af funktionærer, anonyme Uniformer og Embedsmænd,
de korrekte uansvarlige, de opvakte og smidige, de glatte og blanke,
alle der modtager Ordrer uden at raadspørge deres liv.

Træt af at intet er haardt,
af halvvissen Ondskab og lunken Godhed,
de to der er hinandens Lige,
af Medynk, Føleri, og kold Filantropi,
der ikke aner Barmhjertighedens Pris,
af Kaktussjæle, Tidselsjæle, Nælder,
der ter sig som Roser og er i god Tro,
træt af mig selv og mest af alt mit Liv,
jeg vilde slynget ud i
ren og tonende Tavshed,
men som taber sig i Ord.
Min taalmodighed er til Ende!
Jeg bryder op og drager bort!

Med ønske om en glædelig adventstid, en fredelig jul og et godt nytår.