Hvem må få hjælp til at dø?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ingen – er svaret lige nu. Assisteret selvmord og eutanasi/medlidenhedsdrab er ulovligt i Danmark. Vores samfund værner om liv – også det sårbare og svære liv. Men er der også omsorg forbundet med dødshjælp? Og kan det gøres juridisk forsvarligt?

Holbæk. Der er luft på stemmen. Med højre pegefinger styrer han kørestolen. Handicaphjælperen tørrer hunden. Lægens-bord-lægen spørger, hvordan det er indvendigt. Sort – svarer han – meget sort. Men jeg har lovet min mor, at jeg venter, til hun er død.

Sorø. Der er elastikbind henover hænderne på kørestolens armlæn. Han kan ikke trække vejret selv. Konen giver ham den pind i munden, som han bruger til at arbejde ved tastaturet. Mit liv er godt – siger han – særdeles godt. Vi skal støtte hinanden til at leve livet, ikke til at dø.

Måske så du det også. DR-indslaget med Jens Mulvad og Janus Tarp. De har begge brug for hjælp døgnet rundt, men ser vidt forskelligt på aktiv dødshjælp.

Debatten er jo ikke ny. Men med borgerforslaget om legalisering af aktiv dødshjælp er det nu noget, Folketinget drøfter. Palliation, smertelindring, også selvom det fremskynder dødstidspunktet, og nej tak til livsforlængende behandling kender vi. Men hvorfor ikke lovliggøre aktiv dødshjælp?

Hvad betyder det, at vi lige nu ikke har ret til at få et andet menneske til at slå os ihjel i Danmark? Hvem lider under det? Er ønsket om dødshjælp egentlig et udtryk for, at vi ikke gør nok for at hjælpe hinanden, når livet er svært?

Hvad ville det betyde, hvis det blev lovligt? Hvornår ved vi, at vi vil dø sådan for real? Og hvilket slags samfund bliver vi så? Vil det ændre vores forståelse af, hvilke liv der er værd at redde, og hvem der kan tillade sig at bede om hjælp og ligge andre til last?

Nogle gange lyder det, som om et værdigt liv er det samme som at være rask og uafhængig. Men vi klarer den da sjældent alene, og vi bliver ofte gamle. Er vores værd ikke uafhængigt af, hvor besværlige vi er? Og hvis jeg så alligevel har det sådan, at mit liv ikke er værd at leve, vil vi så som samfund godkende det og hjælpe mig med at dø? Kunne vi tale om aktiv livshjælp i stedet for?