»Jeg forestiller mig, at vi ikke er de eneste, der er vågnet op på gulvet ved siden af tremmesengen«

Jeg tror ikke der findes noget tidspunkt på dagen, hvor vi har så mange ritualer, som når vi skal putte vores børn om aftenen.

Jeg husker, at jeg som nybagt mor, for godt 18 år siden, læste en af de mange velmente bøger om, hvordan man blandt andet bedst udlærte sit lille barn i at falde trygt i søvn på egen hånd.

Og metoden var den helt enkle; at gøre præcis det samme hver eneste aften, så barnet langsomt faldt til ro og indstillede sig på at lægge sig til at sove.

Først skulle man give barnet et dejligt aften bad med en efterfølgende afslappende oliemassage, så skulle barnet ammes/have flaske/aftengrød, tænderne (hvis der var sådan nogle) skulle børstes, og så kunne man slutte af med en lille godnathistorie, en vuggevise – eller måske et fadervor.

Alt efter alder kunne det også være godt at gennemgå dagens strabadser sammen med dem. Hjælpe med at få sat ord på de ting, der ellers ville ligge i hovedet og rode, og langt om længe kunne man så sige: ”godnat sov godt”.

Og skulle det nu være sådan, at den lille græd og kaldte efter sin mor og far, ja så skulle man blot gå ind igen. Lægge barnet ned og gentage sit ”godnat og sov godt”

Jeg forestiller mig, at vi ikke er de eneste, der er vågnet op på gulvet ved siden af tremmesengen -. fordi man undervejs i det lange udmattende ritual gav op og satte sig ved siden af barnet for at nynne og holde i hånd til den lille endelig faldt i søvn.

Vi kender godt ritualernes vigtighed fra kirken. Her letter de livets store overgange. Sætter ord og ramme om det, der kan være svært for os at rumme på egen hånd.

Og det at overgå fra dag til nat. Fra vågen tilstand til søvnens tilstand er for mange af os, noget der skal tillæres, selvom det burde være lige så naturligt som at spise, drikke og trække vejret. Vi skal lære at give slip på dagen og lade os falde ind i søvnen.

Ikke så få af os har derfor også afsluttet mors eller fars putteritual med spørgsmålet: ”Lader du døren stå på klem?”

For når døren bliver efterladt på klem, så er jeg ikke helt alene. Så kan jeg falde i søvn til mine forældres mumlen og fjernsynets summen og jeg har en fornemmelse af at lysstriben ved døren forbinder mig med dem – også når jeg er faldet i søvn. Lukkes døren helt, føles det som om, jeg er overladt til mig selv.

Det med at lade døren stå på klem for vores børn, har vi, når vi tænker over det, faktisk ikke fra os selv.

Som så meget andet er Gud kommet os langt i forkøbet og lært os hvordan vi skal håndtere det svære.

For da han skulle putte sin søn efter den længste fredag af alle – da lod han også døren stå på klem.

Gud lod jo netop stenen rulle fra gravhulens åbning, så påskesolen kunne lade sin morgensolstråle lyse ind til ham og lade ham vide, at han ikke var alene, og at lyset ventede på ham forude.

På den måde forbandt han sig med ham i det allersværeste, ligesom han forbinder sig med os i det allersværeste.

Derfor skal vi aldrig nogensinde – ikke om dagen eller om natten – ikke i livet eller i døden - føle os overladt til os selv.