På ret kurs: »Fra vugge til krukke sejler vi omkring på livets store ocean i vores små sejlbåde«

I romanen Spildt Mælk fortæller Nis Petersen, at han på Færøerne lagde mærke til, hvordan kæmpestore skibe, som ellers var på vej over Atlanterhavet, lagde ind i en bestemt fjord.

Her lå de i lang tid og krydsede rundt – tilsyneladende helt planløst og på må og få. Der blev hverken losset noget fra skibene, eller fragtet noget ud til dem. Og der var heller ingen fra skibene, der gik i land.

Det hele virkede meget mystisk.

Men så en dag løste mysteriet sig. En af de fastboende fortalte Nis Petersen, at de store skibe søgte ind i fjorden for at finindstille og fejlrette deres kompas.

Fjordens særlige placering og karakter gjorde den helt ideel til den slags finjustering. Når så kompasset var rettet ind, stævnede skibene igen ud af fjorden - videre af sted på deres lange sejlads over det store åbne hav.

Nu på helt ret kurs.

Nis Petersens oplevelse på Færøerne passer perfekt på kirken. Kirken er billedligt talt sådan en Guds fjord, hvor vi kan komme ind og få vores kompas fejlrettet.

Fra fødsel til død – eller som nogen udtrykker det: fra vugge til krukke – sejler vi omkring på livets store ocean i vores små sejlbåde. For det meste kan vi godt holde den rigtige kurs. Det går støt og roligt fremad. Vi er raske og sunde. Vi har et arbejde og en indtægt, som vi kan leve af – så godt og vel endda.

Livet glider som det skal. Der er ikke de store problemer.

Men så kan det pludselig ske, at vi bliver slået ud af kurs. Vi mister retning og taber fart. Vi kan ikke længere styre og kontrollere vores liv, som vi kunne før. Der kommer noget i vejen. Det kan være en smertefuld skilsmisse eller en forfærdelig sygdom. Det kan være et pludselig og trist dødsfald. Det kan være så meget.

Men så er det altså, at vi kan komme i kirke for at få justeret vores indre kompas, så vi kan komme på ret spor igen.

Det skal ikke forstås sådan, at bare vi kommer til gudstjeneste i kirken, så skal alting nok blive godt igen. For så enkelt er det desværre ikke. Men i kirken kan vi få tingene sat i deres rette perspektiv.

Her får vi at vide, at uanset hvor langt ude, du er, så er der én, der vil følge med dig på dit livs sejlads – ja længere endnu. Som vil være hos dig i båden. Også i modvind. Også når bølgerne går højt.

En, som vil lytte til dig og bære med på din sorg, dit savn og dine frustrationer. Som vil være din ledestjerne – og vejlede dig, ikke altid uden om det, som smerter og gir bøvl. Men så igennem det og om på den anden side. Og det er Gud!