Fortsæt til indhold

Uklare placeringer, frygt for CO2-afgift og demokratiske udfordringer

Det ptoentielle biogasanlæg ved Hovedvej 16 rejser bekymringer om trafik, lugt og demokrati. Lokalsamfundet fortjener åben dialog, mene debattøren.

Debat
Jens Christian HoppeMunkhusevej 45, Nimtofte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Med udgangspunkt i debatindlæg fra bestyrelsen i Leverandørforeningen Djurs Biogas publiceret online 06. februar, vil jeg som lokal grundejer i området, gerne stille et par spørgsmål til Leverandørforeningen og opfordre til at uddybe en smule mere detaljeret:

Hvordan kan leverandørforeningen påstå dette citat fra ovennævnte debatindlæg: ”Der er tale om et topmoderne anlæg, der ikke på nogen måde vil påvirke omgivelserne negativt”

Omkring 80.000 årlige lastbilkørsler med primært flydende gylle og et anlæg, der skal håndtere 800.000 tons biomasse årligt på en placering, der i dag er en mark med traditionel planteavl. Giver det for Leverandørforeningen ingen forskel for omgivelserne i forhold til trafik og lugt? Her taler vi ikke landmandens eller landbeboernes holdning alene, men også den typiske ferierende gæst fra byen, der kommer til området. Kan I påstå det ikke vil få nogen negative konsekvenser?

Andet citat også fra ovennævnte debatindlæg: ”Vi finder ikke en anden placering, som alle vil være tilfredse med”, hvordan kan man vide dette, når ingen i nyere tid overhovedet har undersøgt alternative placeringsmuligheder?

Leverandørforeningen eller dele heraf, har nu igennem årtier ikke lykkedes, i forsøget på selv at få igangsat etablering af et eller flere biogasanlæg på Djursland. Gennem længere tid og flere forskellige indslag fra Leverandørforeningen og nogle af Leverandørforeningens medlemmer, kan det nu klart ses, der nu i denne proces, stort set alene handles ud fra frygt for en måske kommende CO2 afgift.

Alt andet i dette projekt biogas, er alene lagt over til Brdr. Thorsen og KosanGas. Dette er i min verden meget langt fra nok grundlag, til at kunne give grønt lys og dermed gå gang med detailplanlægning, for et kæmpe biogasanlæg og slet ikke på de foreslåede 5-6 nuværende placeringer.

Et anlæg i denne størrelse og med den helt sikre meget uoverskuelige negative konsekvens, dette vil pådrage området omkring de foreslåede placeringer, er helt uden for en normal demokratisk proces, der trods alt stadig er hele fundamentet i vores nutidige samfund.

De eneste, der stålfast ønsker anlægget her, er ansøgerne Brdr. Thorsen. Leverandørforeningens medlemmer er indifferente omkring en mulig placering og alle andre i lokalsamfundet, hele turistbranchen i Østjylland og mange flere er naturligvis meget imod denne/disse placering(er). Som Leverandørforeningen også selv har udtalt, er nuværende ansøgning om biogasanlæg med kapacitet på 800.000 tons, kun første del. Planen er hurtigst muligt, at videreudvikle biogasanlægget, til et markant større anlæg og i en langt farligere kategorier i retning af Power2X og brændstof.

Kære 27 politikere i Syddjurs’ Byråd:

Er det hvad vi ønsker, lige ved siden af Djurslands absolut største turistområde m.m. og umiddelbart naboskab til Norddjurs Kommune?

Herfra kan opfordringen kun være: Få i samarbejde med hele Djursland, lavet en samlet uvildig plan, for den bedst mulig behandling af Djurslands biomasse. Ligeledes et vanskeligt men meget vigtigt spørgsmål, der skal med i denne proces: Hvad er den mest realistiske plan for udviklingen i landbruget de næste minimum 20-30 år, indenfor husdyrbedrifterne og planteavlsarealerne? Er der om 10-20 år overhovedet behov for et så stort anlæg og hvis ikke, hvad skal anlægget i stedet benyttes til?

Dette anlæg vil, hvis det etableres, få så voldsomme konsekvenser for lokalsamfundet specielt Nord og Vest for Nimtofte, men også for rigtig mange andre erhverv på Djursland. Hvis man her er bare en smule ansvarlig politiker, burde en helt anden og naturligvis åben tilgængelig viden om væsentlige parametre samt fremtidsvisioner for Djursland skulle udarbejdes og fremlægges også af en uvildig part. Alt andet vil være demokratisk fuldstændig uforsvarligt.

Hvis yderligere information eller uddybning af ovenstående ønskes, endelig tag kontakt også selvom man måske har anden holdning på nogle af punkterne i denne sag?«