En saltspreder kom forbi
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Ja, sådan ser der ud det meste af vinteren adskillige steder langs cykel- og gangstier i mit kvarter, Humlehaven/Højager i Hinnerup, når saltspredere og sneryddere har været forbi: Opkørte græsarealer og ditto rabatter og derfor godt med smadder på stierne.
Personlig synes jeg, vi skal værne om det offentlige rum, og at kommunens underleverandører burde levere en kvalitet, som var det naboen, de arbejdede for – hvad det i en eller anden forstand også er.
Problemet har eksisteret i de seneste par år i takt med, at der er taget mere og mere potent materiel i brug.
Kommunen er flere gange gjort bekendt med det og har for snart et par år siden lovet at se på det. Det skal man ikke udelukke, at den har gjort, men det er tilsyneladende også det eneste, der er sket.
I en tid, hvor der er voldsom enighed om, at man skal rydde op efter sig, kunne man ønske, at det også skete her.
Lokalavisen har forelagt debatindlægget for Favrskov Kommune, der har sendt følgende svar:
»I forbindelse med snerydning og spredning af salt på veje og stier kan et vejskilt nogle gange få nogle buler, eller jord kan blive skrabet med op, da vejforløbet kan være svært at afgrænse på grund af snefaldet. Det er vi som kommune godt klar over, og vi gør også vores entreprenører opmærksomme på, at de skal holde sig på veje og stier. Men det er umuligt at undgå, at der slet ikke komme skader på eksempelvis stirabatterne. Når sæsonen med vintervejret og dermed snerydning og saltning er slut, så vil vi selvfølgelig komme rundt i kommunen og udbedre de værste skader på rabatterne.«
Claus Vind Andersen, chef for Trafik og Ejendomme i Favrskov Kommune