Fortsæt til indhold

Er det virkelig en god idé med så tidlig førskole start i Favrskov?

Debat
Maria MadsenMøllevangen 1, 8382 Hinnerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som forælder til et tidligere førskole barn ønsker jeg, at man i Favrskov Kommune genovervejer, om vi er tilfredse med det førskole koncept, vi udsætter vores børn og personale for. Jeg mener, at konceptet fungerer på bekostning af vores børn og kan ses som et smuthul i forhold til loven om minimumsnormeringer, der trådte i kraft ved årsskiftet.

I Favrskov Kommune har man valgt, at børnehavebørn allerede fra 1. marts skal overgå til førskole, selvom nogle af dem næsten kun lige er fyldt fem, og der er næsten et halvt år til den egentlige skolestart. Måske en af de tidligste førskole start i landet?

I et økonomisk perspektiv giver løsningen mening som en sparemodel, fordi man i førskolen benytter SFO normeringen med 2,51 time om ugen per barn mod 5,45 time om ugen per barn i børnehaven. En model, som ifølge skoleloven er lovlig, men hvor man må have det børnesyn, at barnet er klar til at fungere under skolelovens normeringer et halvt år før, at det skal starte i skole. Modsat oplægget i loven om minimumsnormeringer, der taler om tilstrækkelig normering til børnehavebørn, som vel er det, vores børn er, til de starter i skole?

Følger man forskere og fagfolks input på området vil man erfare, at førskole konceptet kun tilføjer værdi til barnet, hvis normeringen følger med. Hvis voksenkontakten reduceres, vil nogle børn potentielt lide skade af konceptet.

Når vi i Favrskov Kommune fastholder den meget tidlige førskole start med lav bemanding, stiller vi dels vores børn ringere end andre steder i landet. Og vi beder små børn ned til fem års alderen om at løfte besparelser, som kan have betydning for dem langt ind i livet.

Jeg ønsker mig, at politikerne i kommunen forholder sig til, om det er en god ide at have førskole start så tidligt, og om vi kan være den normering, vi har i førskolen, bekendt overfor både vores børn, men også det personale vi sætter til at håndtere løsningen. Et sted at starte kan være at evaluere konceptet hos forældre og personale og forholde sig til forskeres input.