Pludselig er intet som før

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For nylig døde Søren Pape Poulsen ganske uventet, og det satte nogle tanker i gang hos mig. Da jeg så overskriften på netavisen om hans død tænkte jeg lige umiddelbart, at det da ikke kunne passe – gad vide om det var en måde at lokke folk til at trykke på et link, som man ikke skal trykke på. Men det passede, og af en eller anden grund blev pludseligheden siddende i mig. Jeg kendte på ingen måde Søren Pape Poulsen, så man kan jo ikke sige, at jeg var personlig ramt. Men ramt blev jeg.

Jeg tror det var over pludseligheden og dermed også påmindelsen om, hvor hurtigt alt kan være forandret. Det vidste jeg jo godt også inden nyheden om Pape Poulsens død, og i mit job som præst bliver jeg jo også med jævne mellemrum mindet om det. Og hver gang er påmindelsen i grunden lige hård. Vi ved ikke hvor længe vi har det, vi har nu – vi ved ikke hvornår alt i vores liv pludselig vendes om. Og på den måde er Søren Pape Poulsens død jo ikke anderledes end alle andre familier og nære venner, der pludselig mister en, de har kær. Vi kan komme i situationer, hvor vi om aftenen har sagt godnat til vores elskede og næste morgen er intet som før. Eller ulykker, der pludseligt og fuldstændig meningsløst river folk væk. Børn, unge, gamle – alle uanset alder kan rammes af det, og hver gang man ser en lille notits i aviserne om en eller anden ulykke, gemmer der sig oftest en stor familie og omgangskreds, der er ramt, og hvor intet er som før. For ikke at tale om de pludselig dødsfald, der aldrig kommer i avisen, men som rammer lige så hårdt som dem, der skrives meget om.

Jeg tror aldrig vi kan forberede os på det pludselige. Jeg tror heller aldrig vi kan finde en mening i det. Vi må tværtimod holde fast i, at det er fuldstændigt meningsløst. Når vi pludseligt mister dem, vi elsker i måske en alt for ung alder, er der ingen mening, og det nytter ikke at søge den. Vi må holde fast i det meningsløse, og kan så derfra gå i diskussion med Gud om hvorfor det skulle ske. Og måske er svaret, at det er fordi døden er en del af livet. At lige så utroligt urimeligt livets goder og glæder kan være fordelt helt tilfældigt - ja lige så tilfældigt og forunderligt livet kan være er også døden. For liv og død hænger sammen.

Vi kan aldrig forberede os på det pludselige og jeg tror i grunden heller ikke, at det vil gavne os. Det hjælper os i hvert tilfælde ikke hvis vi går og bliver angste over alt det, der pludseligt kan ske på egne og andres vegne. Men måske kan vi alligevel leve i lyset af, at det pludseligt kan være slut.

Der er sagt utrolig mange pæne og ordentlige ting om Søren Pape Poulsen fra både venner og politiske fjender her efter hans død. Mon de havde nået at sige blot nogle af tingene til ham også mens han var i live? Jeg tror ikke nødvendigvis på, at vi skal leve hver dag som om den er den sidste.

Madpakken skal jo også smøres og dagligdagens arbejde klares netop fordi der venter en dag i morgen. Jeg tror heller ikke at hver eneste ferie behøver at være fuldstændig unik og fantastisk, for sæt nu det var den sidste. Det bliver et stort krav at stille til sig selv hver gang vi egentlig har mulighed for at slappe af. Men jeg tror, at livet kan blive lidt mere liv i skæret af, at døden følger med.

Jeg tror på, at vi ved helt enkelt at huske på alt det gode i livet og gøre det tydeligt for både os selv og dem omkring os, så kan vi være med til at skabe mere liv. I alt det små kan vi hver især skabe lidt mere liv, og samlet kan det så blive til så meget liv, at selv døden ikke får magten over det. Selv når vi mindes om, at pludselig kan alt forandres og intet være som før.