Livets brød

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der hersker en trend i tiden. Trenden ”at faste”. I hvert fald møder jeg flere og flere, som frivilligt kaster sig ud i at faste enten dagligt eller periodevist for at blive mere sund og tabe sig, muligvis med den gevinst at forlænge livet og udsætte døden. Og hvem kan da have noget imod det?

Fred være med fasten. Personligt har jeg ikke noget imod at vælge fasten til. Ingen raske voksne mennesker har taget skade af at mærke sulten gnave bare lidt. Tværtimod. Men spørgsmålet er, om tidens fastetrend ikke primært er et projekt for de priviligerede, altså for dem af os som billedligt sagt har ”overskud på kontoen”? Dem af os, som i al vores overflod kan give sig selv den udfordring at afstå fra noget, vi nok kan have lyst til, men som ikke gavner os? Anderledes må det selv sagt være for den, som ikke har i overflod og dagligt må kæmpe for at have nok at spise!

Ifølge kirkeåret befinder vi os midt i fastetiden - så lidt trendy er vi vel også i kirken? Nej, spøg til side, for formålet med fasten i kirken er noget helt andet end tidens fastetrend. I kirken er fasten en vente- og forberedelsestid, hvor vi vedstår os vores menneskelige skrøbelighed og gør os klar til at ”fylde os” med påskens glædelige budskab. En tid til at afstå fra alt det, der holder os på afstand af Gud.

Martin Luther formulerede engang, ”at dét, ved hvilket du hænger dit hjerte, og hvorpå du forlader dig” – altså underforstået det, som du venter dig alt godt af og tager din tilflugt til – ”det er din gud”. Vigtige ord at grunde lidt over, for hvor er det lige, at vores hjerte hænger? Har vi med tidens fastetrend ikke guddommeliggjort forestillingen om den såkaldt sunde, slanke og udødelige (!) krop? Den krop, vi er så optaget af, sætter vores lid til og forventer os alt godt af? Men, hvor skrøbeligt er det ikke lige?

Man kan hurtigt komme til at pege fingre af tidens fastetrend som et ”ugudeligt” projekt, hvor kroppen gøres til vores tempel og vi selv til små guder. Men måske fasteriet også kan betragtes på en lidt anden måde, som et billede på en dyb længsel efter noget mere end bare det såkaldt daglige brød? Måske vi netop vælger at afstå fra noget, vi kan have lyst til, fordi vi inderst inde mærker, at det er noget helt andet, der virkelig gavner os? Med andre ord kunne fastetrenden være et symptom på, at vi faktisk længes efter at komme tættere på en dybere mening med livet? Ja, vidner tidens fastetrend i bund og grund ikke blot om en åndelig længsel, efter Gud?

Jesus siger om sig selv, at han er livets brød. Ikke det daglige brød, vi alle har brug for til at opretholde livet, men derimod det ”himmelske brød”, som kan fylde vores sulte sjæle med livgivende næring og mening – nemlig med tro, håb og kærlighed!

Så fred være med fasten. Jeg ved godt, hvor jeg vil hænge mit hjerte og til hvem, jeg sætter min lid. Det bliver til Gud, som ikke alene er giveren af det daglige brød men også skænkeren af livets brød – og det til alle, som vil tage imod det.