Fortsæt til indhold

Kaos og inkonsekvens fik Syddjurs Kommunes 'Aktiekurs' til at styrtdykke

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Sidste uge oplevede Syddjurs Kommunes ’aktiekurs’ et brutalt kollaps, og det er nærliggende at tro, at det bunder i byrådets klare afvisning af et industrielt biogasanlæg ved Hovedvej 16.

Nej, overhovedet ikke.

Roden til ’aktiekursens’ fald er dybt forankret i den kaotiske proces, der forudgik den endelige beslutning.

Selvom politiske vinde ofte skifter retning, især i denne sag, skal vi ikke dvæle ved det.

Beslutningen må man respektere. Det er sådan, det er.

Det er byrådets fornemmeste opgave at træffe beslutninger, men det er også politikernes ansvar med borgmesteren og hans apparat i spidsen at sikre, at processen er gennemsigtig og effektiv.

Tommy Bøgehøj, konservativt byrådsmedlem, advarede allerede før sidste kommunalvalg i 2021 om, at det ville tage tid at gøre op med gamle vaner i forhold til udviklere/investorer.

At sammenligne biogassagaen med en klub, der ansøger om at bygge en fodboldbane, er absurd.

Desværre ser det ud til, at gamle vaner fortsætter, og det er denne træghed, der nu har kostet kommunen dyrt.

Det er altså ikke politiske skærmydsler, der har sendt ’aktiekursen’ i frit fald, men derimod den proces, der førte til den endelige beslutning. En proces, der har været præget af inkonsekvens, uklarhed og mangel på styring og linje.

At sammenligne biogassagaen med en klub, der ansøger om at bygge en fodboldbane, er absurd.

En ansøgning til 6-700 millioner kroner kræver klare retningslinjer og ærlig kommunikation.

Ledende politikere og direktion burde tidligt have taget ansøgerne i ed og forklaret, at den ønskede placering var en umulighed.

Nu står Syddjurs Kommune over for konsekvenserne af deres handlen – eller rettere mangel på samme.

Borgmesterens udtalelse om, at man skal kunne stole på, hvad der står i en kommuneplan, falder til jorden, når ansøgere agerer i god tro og alligevel bliver trukket gennem en uklar og inkonsekvent beslutningsproces.

En ærlig ledelse ville have klargjort, at fredelig sameksistens mellem turisme og biogas var politisk umulig i det pågældende område.

”Vi vil have biogas i Syddjurs - men ikke ved Hovedvej 16 - af hensyn til landbrugserhvervet, den grønne omstilling og vores ambitiøse klimahandlingsplan,” skulle det have lydt fra starten for at bevare tilliden fra investorer.

Hvem vil nu turde risikere en lignende behandling som investor? Ikke bare borgmesteren, men også det øvrige byråd må tage ved lære af denne fiasko og realisere ændringer for at undgå at blive ’fjernet fra børserne’ og for at genoprette tilliden fra potentielle investorer.

Manglen på konsekvens og åbenhed har resulteret i tab af millioner af kroner for både kommunen selv og udviklerne og en alvorlig skade på kommunens omdømme som en attraktiv samarbejdspartner.

For at genoprette tilliden er tydelig kommunikation, proaktiv ledelse og en mere effektiv håndtering af lignende komplekse sager afgørende for at forhindre, at denne nedtur bliver en permanent prægning på kommunens ry og image.

Hvis ikke der tages ansvar nu, risikerer Syddjurs Kommune at stå tilbage som et skræmmeeksempel på, hvordan politiske beslutninger kan ende i kaos.