Værdighed er besnærende, fordi ingen kan være imod

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Begrebet værdighed spiller en stor rolle i vores forståelse af, hvad et menneskeliv skal bygge på og har i disse år fået yderligere opmærksomhed. Det skyldes blandt andet at forhold på plejehjem og sygehuse ikke altid lever op til de forventede standarder.

Det er uværdigt, hører vi gang på gang. Især skyldes den yderligere opmærksomhed dog, at aktiv dødshjælp igen er sat til offentlig debat og denne gang endog af regeringen. Vi har alle ret til en værdig død, lyder det næsten forhåbningsfuldt.

Begrebet værdighed er besnærende, fordi ingen kan være imod. Det gælder imidlertid stadig om at bruge begrebet præcist. Det rummer to forskellige betydninger, som udelukker hinanden, skønt de hele tiden blandes sammen.

Den første brug er beslægtet med stolthed og styrke, at man kan klare sig selv og ikke er afhængig af andre. En værdig alderdom betyder, at man selv kan klare de daglige fornødenheder, og hvis man ikke kan, så sekundært at man får den nødvendige hjælp.

En værdig død betyder, at man ikke henligger i afmagt og smerter og blot venter på at udånde. Vi kunne kalde denne værdighed for den naturlige, for så vidt den forekommer selvfølgelig og kan iagttages overalt, hvor der findes højere dyreliv – hos løver for eksempel.

Den er på færde overalt, hvor magtforhold gør sig gældende. Jo mere magt jo mere værdighed; jo højere status jo mere værdighed skal man optræde med. Kong Frederik den X skal i enhver offentlig sammenhæng optræde værdigt, og vi ved alle, hvad det vil sige. En helt afgørende ting ved denne værdighed er, at den kan mistes. En fuld minister på fjernsyn mister sin værdighed.

Den anden brug af begrebet er en påstået værdighed. Vi kunne kalde den tilsagt værdighed. Her hævder vi, at enhver alene ved at være et menneskes er udrustet med værdighed. Den har ikke noget med naturen at gøre, tværtimod er den unaturlig.

Den kommer ad omveje og i sidste ende fra kristendommen, for eksempel fra den aldeles forskelsløse måde Kristus omgikkes alle mennesker på. Ingen var uværdige i forhold til at få hans opmærksomhed. Vi kender især denne opfattelse af værdighed fra diverse menneskerettighedserklæringer, men det forandrer ikke ved, at den er tilsagt og sat i verden af Kristus. Man kan fremfor alt ikke miste denne værdighed.

I debatten om aktiv dødshjælp er det næsten kun den første brug, vi hører om. Det er en stor fejl. Tog vi i stedet udgangspunkt i den anden brug, kunne vi netop lære, at lige meget hvor afmægtig og dårlig man er, lige meget hvor lidt selvhjulpen man er, så mister man aldrig sin værdighed. Ligger man end i sin egen afføring, mister man ikke sin værdighed. Det ville ændre vores syn på hinanden, på de syge og døende. Og på os selv.

Den tilsagte værdighed er en moralsk fordring, som ikke kan siddes overhørig uden dårlig samvittighed. Den naturlige værdighed kan man vende ryggen, når den går i forfald eller på anden måde mistes. Falder den naturlige værdighed, kan det være både ulækkert og forargeligt. Og af naturen får man lov til at tage afstand.

Den tilsagte værdighed vil altid prøve at stå fast. Den er en gave til vores fælles samvittighed, som jo er følsom overfor svigt.