Hørte du kirkens klokker?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Måske har du for nylig hørt kirkens klokke ringe ud over din by? De ringer ofte – bl.a. for at kalde os sammen til nogle af vores livs store begivenheder. Til fejringen af et lille nyt medlem af familien, som bliver døbt. Til den store dag, hvor vi siger ja til hinanden med vores kære omkring os. Eller til den dag, hvor vi med sorg skal tage afsked med et kært menneske, som er blevet en umistelig del af os selv.

Til alle de store begivenheder og store overgange i vores liv ringer kirkens klokker for at samle os og for at minde os om alt det store i livet. Der går ikke en dag, hvor klokkerne ikke ringer – for som minimum ringer de solen op, og ved aftenstid ringer de den ned igen.

Det er en tradition, at både minikonfirmander og konfirmander ved Tranbjerg Kirke får lov til at komme med op i kirkens tårn for at se på kirkens klokker.

Oppe i kirkens tårn hænger fire store klokker, og på tre af dem er der indskrifter og citater. For klokkerne ringer ikke bare for gammel traditions skyld. Når de ringer, vil de også fortælle os noget. De kaster et budskab ud af tårnets luger og ud over byen og alle vores tage og hjem.

På en af klokkerne i Tranbjerg Kirke står der sådan her:

”Nu ringer de klokker ved daggryets komme, at natten er endt; dens mørke, dens kulde, dens angster er omme; for sol, der er tændt.”

Hver dag ringer klokkerne solen op – og samtidig sætter de ord på det, de fleste af os oplever: nemlig at sammen med lyset følger som regel også et lettere og lysere sind.

Hvem af os har ikke prøvet at ligge der i mørket og vende og dreje sig af bekymringer – og så oplevet, at selvom ingenting i det ydre er forandret, så følger alligevel sammen med lyset og den nye dag også nyt mod til at klare det, som skal klares?

På mærkelig måde følger sammen med dagen og lyset ofte også nyt håb og mod. Fra vores egen daglige erfaring ved vi, at der er stor forskel på lys og mørke.

Det er også det budskab, der møder os på en anden af kirkens store klokker: ”Død tabte slaget – liv har sejr vundet.” Det er store ord, men det er også kernen i den kristne fortælling.

Jesper Stange, som tidligere var præst ved Københavns Domkirke, siger et sted, at om døden og opstandelsen må man enten tie, eller også må man tale over sig.

Det har han ret i. Vi kommer til at tale over os, når vi taler om det, som bogstaveligt talt overgår vores forstand – som budskabet om, at livet er stærkere end døden, for håndfaste beviser får vi ikke.

Tør vi overgive os til det, som vi ikke kan få beviser for? Til det, der ikke kan forklares med fornuften og logikken?

Måske er det sådan for mange af os, at vi først rigtigt overgiver os, når livet virkelig rammer os – med de største glæder eller med de tungeste sorger. Når vi står over for alt det i vores tilværelse, som vi alligevel kommer til kort med at kunne forklare fuldstændigt: at børn bliver lagt i vores hænder, at vi bliver bundet til hinanden med bånd, som vi ikke selv fuldstændig kan kontrollere, eller når vi mister dem, som er en umistelig del af os selv. Når vi står over for alt det, hvor vores egne ord ligesom bliver for små, og vi har brug for nogle større ord og en større virkelighed.

Hver dag ringer kirkens klokker deres budskab ud over vores by og vores hjem. Vi hører måske klokkerne i det fjerne, mens vi er på vej – måske til indkøb, på vej til eller fra skole eller arbejde. Hver især kommer vi bærende på vores glæder og sorger, mens kirkens klokker lyder i baggrunden og vil plante deres håb om liv og lys i os.