Jeg vil have en by, der sprudler af det liv, den fortjener

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skal jeg stille op til byrådet? Er der brug for en, der taler den helt almindelige aarhusianers sag? Er der et parti, der gør det, eller er det nødvendigt at skabe et helt nyt?

Tanken melder sig, hver gang jeg sidder i en endeløs kø for at komme op ad en nu ensrettet gade. Eller for at komme rundt om et nu afspærret torv. Eller for at komme fra Aarhus Ø til hospice i Stautrup?

Jeg elsker jo at bo i denne by, det lægger jeg aldrig skjul på. Men jeg elsker ikke, at jeg nu faktisk tilbringer mere tid bag rattet i min bil, end jeg har gjort i mange år, efter at det aarhusianske byråd har besluttet sig for at gå med sin egen fortolkning af vanvidsbilisme: vi skal åbenbart alle sammen ikke bare køre længere, men også i længere tid for at komme på arbejde eller rundt i vores by for at gøre Aarhus CO2-neutral i 2030. Det hænger ikke sammen. Snarere udleder det langt mere CO2.

Samtidig har vi en regering, der mener, at vi skal arbejde mere, og en statsminister, der siger det ligeud:
»Jeg er ikke sikker på, at alle skal gå hjem kl. 16 fra samlebåndet.«

Så jeg gentager: Det hænger ikke sammen.

For i Aarhus bliver man som forældre nødt til at arbejde mindre, hvis man skal nå at hente og bringe sine børn fra alt det, de skal: Institution, skole, fritidsordning og fritidsaktiviteter, hvis man fremover også skal indlægge tid til at holde i kø. Politikerne vil gerne holde på de unge familier og have flere til at flytte til, men det er da ikke noget ret godt argument, at det eneste, man kan garantere, er, at politikerne i Aarhus ikke kan lide biler, og at man derfor gør livet surt for dem, der ikke kan undvære en bil. Hvilket ganske mange unge familier ikke kan, medmindre de er så heldige, at de får institutionspladser lige der, hvor de bor, og deres arbejdsplads samtidig ligger lige ved siden af.

Aarhusianerne får at vide, at de kan køre med letbane eller bus eller tage cyklen. Jamen, det kommer da an på, hvor de skal hen. Og hvor de kommer fra.

Det er ikke som i København, hvor der altid kommer en metro, et S-tog eller en bus til. Der er en grund til, at man her i byen løber efter bussen – det kan vare længe, inden den næste kommer. Og hvornår har politikerne, der har sat alle de politiske tiltage i gang for at få bilerne helt ud af byen, selv været ude at cykle en tur: Ved de, hvor mange bakker der er i Aarhus?

Der kommer flere og flere biler, det er sandt. Men er det en løsning at gøre livet så surt for bilisterne, som det er blevet. De færreste kører jo rundt for sjov. De gør det, fordi de har et formål, ganske ofte, fordi de skal på arbejde eller har et andet relevant ærinde.

Eksperter kalder det naivt at tro, at trafikregulering kan nedsætte CO2-forbruget - snarere tværtimod. Jeg tror på dem – og jeg vil æde min gamle hat på at vi i Aarhus ikke når vores CO2-mål i 2030.

Byens politikere har brugt tocifrede millionbeløb på alle de trafikomlægninger, der netop er blevet sat i gang – samtidig med, at velfærden trues, og der bliver skåret ned på bl.a. ældreplejen, børnehaver og de hjemløses og andre udsatte borgeres forhold.

Måske lykkes det at jage alle bilisterne væk fra byen. Vi har i forvejen store trafikale udfordringer i Nørreport-krydset og i krydset ved Strandvejen/Jægergårdsgade og udfordringerne i disse kryds bliver kun markant værre med de udbygninger, der er på vej. Kunne politikerne ikke forsøge at løse disse problemer fremfor at skabe yderligere problemer i den by, jeg elsker så højt? Vil vi virkelig have en by, der flere steder er tom for mennesker (Bispetorv, Store Torv og nok også Vesterbro Torv), mens der er kaoslignende tilstande andre steder? Og vil vi have en by, der er tom for butikker? Vil vi ikke have en by, der sprudler af det liv, den fortjener. Det vil jeg!

Det er derfor jeg overvejer, om jeg skal gå ind i politik.