»Skulle man så prøve med et: ”Shhhhhhh ….”? Aaarrh nej, lad hellere vær’«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Gudstjenesten er en times åndehul hver søndag formiddag. Her kan vi – i tankerne – fylde på og læsse af, rette fokus væk fra os selv og på den måde gøre klar til en ny uge – med alt det, ugen vil give og kræve. Eller bare slappe lidt af. Det virker bare bedst hvis vi finder roen sammen.

Klokken er 10, kirkeklokkerne ringer, og efter et par minutters bimlen og bamlen, mens de sidste kirkegængere lige får hilst og finder en plads, så kommer bedeslagene: 3 gange 3 slag for Far, Søn og Helligånd - og roen falder på. En ro, der varer en hel time. Det er velgørende. Hver eneste gang.

Men det sker, at roen har trange kår. Efter bedeslagene er ikke alle blevet helt færdige med at udtrykke deres gensynsglæde - og beretningerne om alt det, der er sket siden sidst. Og forventningerne til dagen, hvor familien er samlet til fest.

Skulle man så prøve med et: ”Shhhhhhh ….”? Aaarrh nej, lad hellere vær’, vi er her på lige fod, måske nogen misforstår, hvis man begynder på det …

Der skal ro til for at få skuldrene ned. Der er selvfølgelig undtagelser: Nogle gange er der jo meget lyd på barnet, der bæres til dåb. Ingen kunne finde på at sige ”Shhhhhhh” i den situation, for dåbsbørn er dåbsbørn, og dagen er særlig.

I gudstjenesten i Ry ligger først dåben, og så kommer vi til prædikenen. Der er søndage med mange børn i kirken – de er kommet for at se deres lille fætter/kusine blive døbt. 3-4-årige opbruger nogle gange al koncentration under dåben. Og så kan der melde sig et stort behov for at bruge sin krop. Måske en gang et-tag-fat op og ned ad kirkegulvet? Så er det fristende med et ”Shhhhhhh”, der skal betyde: ”Mærk, lyt, se: herinde er der noget særligt på færde. Det prøver at nå dig.”

Det har børn faktisk en særlig sans for, men de voksne skal vise dem det, ja, lære dem det. Måske i små portioner, for en time kan være lang tid, hvis man er 3-4 år. Men når det bliver svært at blive i stemningen – og i ro – en hel time, så kan man altid tage en pause i kirkens dåbsværelse.

Søndag formiddag er der også nadver. Vi kan hver især ordne ting i vores tanker med Gud, og finde mod og overskud til at møde næste uge. For nogle kirkegængere er det søndagens højdepunkt. Men ikke alle kender til den gave, det er. Og så er det, at det er fristende lige at starte samtalen igen, eller få børnenes opmærksomhed med sjov og ballade, mens “nogen ordner noget mystisk deroppe ved alteret”. ”Shhhhhhh … Kom og vær med. Det er også for dig.”

Gudstjenesten er en time om ugen, hvor du ikke skal andet end lytte, synge og give tankerne plads. Måske tanker om det der er svært. Måske tanker om ugen, der venter forude med ting, der skal klares. Måske tanker om alt det, du har at være taknemmelig for.

”Shhhhhhh …” fordi jeg gerne vil, at du skal mærke det, du får, når du bare tager plads, finder ro og er. Du har fri, du kan lytte, synge og tænke.

Lad os passe på det ugentlige åndehul – og give det videre til børnene som en gave, de kan få glæde af fremover. Det er i al fald det ønske, der ligger bag ethvert ”Shhhhhhh…” du eventuelt måtte høre eller fornemme i kirken.