Fortsæt til indhold

Hinnerup mangler et fælleshus

Debat
Ingrid DegnSolsortevej 2, Hinnerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Åbent brev til Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune.

Hermed en opfordring til at vi her i Hinnerup får bygget et fælleshus. Det skal være et hus, som kan rumme både børn, unge og gamle med mange slags gøremål.

Lige nu har det været svært for Hinnerup Mødes at finde lokaler til alle de aktiviteter, der opstår. Jeg ved, at der var nogle unge, som mødtes i Jons ”dagligstue”, som nu er væk. I Røde Kors er vi i lektiecafeen i et lille rum på første sal, hvor nogle af de frivillige og brugerne nærmest kravler op ad trappen, og hvis man ser på, hvad Brogården bliver udlånt til, er der rigtig mange forskellige brugere. Der er frimærkeklub, mødregruppe, rigtig mange grundejerforeninger, spillemænd, FOF, lungekor og mange, mange flere.

Brogården blev i 1990 etableret af frivillige, som lavede alt arbejdet med at ændre en gammel stald til det nuværende mødelokale. Den er selvfølgelig, efter 34 års brug, meget nedslidt og trænger i den grad til fornyelse. Men princippet om, at man kan medbringe mad og drikke og lave kaffe er åbenlyst så godt, at der kommer mange brugere.

Jeg ved godt, at der også er lokaler øverst på biblioteket, man kan låne, men de er for små og ikke så fleksible for brugerne.

Men Hinnerup vokser, og det gør antallet af indbyggere også, og for fortsat at have en by med sammenhold, kreativitet og glæde, skal der være et sted at samles, ligesom man har forsamlingshusene ude i de mindre byer. Sportshallerne gør det rigtig godt, og de frivillige gør et kæmpe arbejde for os alle, men byen mangler i den grad muligheder for andre slags aktiviteter.

Jeg kan få øje på to placeringer: Enten hvor den gamle kro lå eller på plænen ved siden af biblioteket. Det skal være centralt og kunne udlånes som i dag Brogården.

Og Brogården? Den skal inddrages i Hinnerup Egnsarkiv, hvor der i den grad mangler plads.