En tredje mulighed for placering af fælleshus i Hinnerup
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I et læserbrev i Lokalavisen Favrskov åbner Ingrid Degn en debat om lokaler til egnsarkiv og fælleshus i Hinnerup. Ingrid beskriver fint, hvorfor Brogårdens lokaler er så efterspurgte, og foreslår to placeringer til et nyt fælleshus: Grunden hvor kroen lå og plænen ved siden af biblioteket.
Jeg vil pege på en tredje mulighed. Grunden på Søndergade 26 ejes i forvejen af kommunen, og de bygninger, der står der i dag, er ikke tidssvarende. Stuehuset er i dag hjemsted for egnsarkivet, og selv om man restaurerede huset efter alle kunstens regler, vil man stadig stå tilbage med et enfamiliehus på 84 kvadratmeter med fire værelser og et køkken plus to loftsværelser. Det er ikke optimalt til et arkiv. I dag er der arkivalier i alle rummene, fordi det brandsikre rum for længst er fyldt op.
Jeg var også frivillig, da arkivet havde adresse på biblioteket i Handelsgården, og N.P. Boye-Nielsen var formand. I 1987 fik biblioteket brug for mere plads, fordi filialerne blev nedlagt, og derfor blev arkivet flyttet til stuehuset på Søndergade 26. ”Midlertidigt” blev der sagt. Da det nye bibliotek og kulturhus var på tegnebrættet, var der forslag om, at egnsarkivet skulle være en del af kulturhuset. Men Hinnerup Bibliotek og Kulturhus blev bygget uden et lokalhistorisk arkiv, og egnsarkivet fik i stedet et brandsikkert rum på 15 kvadratmeter i enden af stalden ved Søndergade 26.
Vi er stadig tre frivillige fra tiden, da arkivet var på biblioteket. Men vi bliver jo alle ældre, og gennemsnitsalderen for de frivillige på egnsarkivet er nu 80 år, og den nuværende formand er den niende i rækken siden N.P. Boye-Nielsen.
Men hvad med fremtiden? De nuværende forhold er ikke tidssvarende.
Det er ikke muligt at få en fælles holdning fra de frivillige ved Hinnerup Egnsarkiv. Derfor ville det være på sin plads, hvis de ansvarlige for arkivernes bygninger i Favrskov blev mere synlige og sørgede for nogle fysiske rammer, så arkivet består, uanset hvem eller hvor mange frivillige der er til at drive det.