Altid at være på vej

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vejen er en ældgammel metafor for vores liv og som med billedsprog kan rumme noget af alt det, som ethvert menneske i al fald eksistentielt set jo altid er sat ind i, nemlig både at være på vej væk fra noget, fx fra barndommen, ungdommen, gamle venner og samtidig også altid på vej til noget, for eksempel til at blive voksen, få en bolig, blive forældre, bedsteforældre og alt muligt andet. Det kan også være på vej væk fra noget vanskeligt til noget nyt og bedre. Vi er alle sammen altid på vej.

Og selvom vi måske ikke tænker så meget på det og over det i det daglige, så ligger det vel altid et sted inden i os, som en både lidt skræmmende tabshistorie, som vi har med os. Alt det vi lægger bag os på vejen, men så sandelig også en fascinerende håbs-fortælling, nemlig, at der kan ligge noget nyt og godt foran os - på den vej, som vi aldrig helt kan vide, hvad vil bringe til os - og måske findes det lige efter den næste krusning eller sving på vejen forude.

Jeg tror til gengæld, at vi som moderne mennesker kæmper lidt mere med det faktum, at vi er på vej. Vi er måske i højere grad er blevet fastholdere. Forstået på den måde, at vi i al fald gerne selv vil have styr på hvad der skal ske på vejen - styr på det hele - og selvfølgelig også fordi, vi i en vis forstand kan og har fået større mulighed for det.

Vi vil måske i den bedste mening gerne skabe en mere lige vej, som vi ved, hvordan ser ud på hele strækningen, og hvor lang tid det tager at tilbagelægge den. Vores liv bliver mere og mere kortlagt med koordinater og fixpunkter, så det er blevet næsten som om, at vi selv kan bestemme, hvornår skal begynde livet, og hvornår det skal slutte igen.

Måske kan man med en vis ret spørge, hvor er vi egentlig på vej hen, som individer? Det kan vi spørge os selv om, hver især. Vi kan spørge om det som samfund og menneskehed og i den større verden?

Og svarene afhænger vel dybest set af, om vi enten ser vejen og verden, som vores helt egen - eller som en verden, der også og i udgangspunktet er større end os selv - og i al fald ikke alene er vores egen. Og hvis vi for eksempel taler bibelsk - også er Guds, og hvor vi bliver ført helt andre steder hen, end vi selv kunne have fundet på. Og ad veje, der fører os til mål og steder, som vi aldrig selv ville have sat koordinater på i vores livs GPS.

Sagt på en anden måde, at der kan findes en ydmyghed, en taknemmelighed og nænsomhed og respekt for den verden, som vi er i, som Gud eller noget større bibringer den og som sandsynligvis også gør vores verden lidt større og måske også smukkere, venligere, mere bæredygtig, og hvad vi ellers kan ønske os og drømme om.

Og sjovt nok er det vel oftest sådan, at de smukkeste steder vi kommer hen i vores liv, kun sjældent er dem, som vi selv har planlagt, og netop er de steder som står på vores bucket-lister, og de findes måske oftest slet ikke på den lige vej, den uden forhindringer eller bump på vejen.

Med de bedste sommerønsker på vejen.