Det livgivende hav

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvis man er opvokset ved en fjordby, så tror jeg altid, at man vil være draget mod vandet. Sådan har jeg det i hvert fald

Når der er gået et stykke tid uden at have set havet, så kan jeg nærmest mærke en fysisk længsel efter komme det nær. Helt præcist hvad der sker, ved jeg ikke, men allerede når jeg nærmer mig havet, så er det som om, noget i mig falder i hak.

Hvis vi skal i sommerhus og kommer kørende i bil, ved jeg præcis, hvornår roen falder over mig. Det gør den, når vi kan se de første glimt af det blå vand. Især hvis det er en af de dage med solskin og høj blå himmel, og hvor havet bliver et genskin af himlen.

Mange har sikkert set det første billede af jorden set fra månen. Det blev taget af besætningen på Apollo 8 i 1968, da de var gået i kredsløb om månen. På billedet ser man jorden stå op i horisonten, en jordopgang – som en blå perle i det kæmpestore mørke univers. Et af besætningsmedlemmerne udtalte: Vi kom hele denne vej for at udforske månen, men det vigtigste er, at vi opdagede jorden.

Det kan man egentlig godt forstå. Vandet udgør over 70 procent af jordens overflade og svøber sig om jorden og får den til at lyse med dette helt fantastiske blå skær. Nu er det sommertid, og mange af os søger ud mod stranden. Jeg selv er ikke nogen vandhund, men der findes nu ikke meget, der er herligere end at kaste sig i bølgen blå en varm sommerdag og mærke det kolde gys gå gennem kroppen, når man første gang dykker helt ned under vandets overflade. Og så ligger man der og bæres oppe af det salte vand og kigger op i himlen, mens vandet klukker for ens ører, hvis ens børn da ikke lige kaster en bold, som skal gribes og kastes tilbage.

Vand er forudsætningen for livets opståen, og når mange af os falder til ro, når vi er ved havet, skyldes det måske, at vi engang lå omsluttet af vand i vores mors mave. Det er i fostervandet vores liv tog sin begyndelse, det forbinder vi med en grundlæggende tryghed.

Vandet symboliserer fødsel, men det symboliserer også genfødsel. Det ser vi i dåben i kirken, hvor vi hælder tre håndfulde vand over barnets hoved og siger, at barnet nu er genfødt ved vand og Helligånden. Dåben med vandet bliver et billede på død og opstandelse. Det gamle liv er forbi, det nye er begyndt.

I præsten og salmedigteren Jakob Knudsens salme Se, nu stiger solen af havets skød, bliver havet tillagt en fødende rolle. Som kvinden bringer barnet til verden, fødes solen af havets skød. Og i næste nu blusser havet i brand, i glød.

Det er et fantastisk billede på Helligånden. Man kan se alle de små bølgetoppe for sig som ildtunger, ligesom tunger af ild satte sig på disciplene den første pinsedag. På den måde får Jakob Knudsen med havet som billede fortalt om Guds kærlighed i verden.

Jeg håber, vi får en sommer med mulighed for gode ture ud til havet.

God sommer til alle.