Fortsæt til indhold

Måske du erfarer, at de kælderkolde regnearksdrenge har fat i noget vigtigt

Debat
Kasper Kay PetersenBestyrelsesmedlem, Liberal Alliance Kronjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

En kommune er en monopolvirksomhed. Det giver byrådet en særlig forpligtelse i forhold til at være nysgerrig, udfordrende og føre tilsyn.

Bølgerne er gået højt i Lokalavisen på det seneste. Det hele startede, da Søren Frandsen (SF) klagede sin nød over kommunens manglende økonomiske råderum, blandt andet med ordene ”Det er frustrerende og bekymrende for, vi ved, at der er behov for nye tiltag – og vi ved, at der er områder, der er klart underfinansieret.”

Jeg påpegede overfor Søren og det øvrige byråd, at der er et forbedringspotentiale på 60-66 millioner kroner på administration og ledelse, hvis Favrskov Kommune var lige så dygtige i de discipliner som de dygtigste kommuner.

Jeg understreger lige administration og ledelse. Vi taler altså ikke om at skære i den borgernære velfærd.

Dog, helt som forventet, får de både S og SF til at råbe bål og brand og gå i medierne med fortællingen om, hvor forfærdeligt det hele bliver, hvis man lytter til det, som Søren kalder ”De kælderkolde regnearksdrenge fra Cepos med den store lommeregner.”

Men, kære Søren. Som jeg har påpeget ad flere omgange, så var og er ærindet altså på ingen måde at skære i den borgernære velfærd, men derimod det stik modsatte. Ved at reducere ledelse, administration, bøvl og bureaukrati med de nævnte 60-66 millioner, så kan de penge jo direkte flyttes over til borgernær velfærd. Det er mig uforståeligt, at både du og S i den grad sætter hælene i jorden?

Jeg synes du skal lægge Cepos’ rapport i din bunke med sommerlæsestof. Jeg vil især bede dig om at hæfte dig ved dette afsnit:

”Desuden identificerer vi også de referencekommuner, som hver enkelt kommune mest oplagt bør hente inspiration fra, når de ønsker at reducere deres udgifter. Det er relevant, fordi det giver den enkelte kommune mulighed for at identificere de kommuner (referencekommuner), der både er dem der ligner dem selv mest på en række grundvilkår, og som det er muligt at lære noget af for at realisere deres besparelsespotentiale. Det kan fx være med hensyn til forbedringer af organisering, ledelsesstil, økonomistyring, rekruttering mm., men det vil kræve yderligere analyser at fastlægge præcist, hvad man kan lære af sine referencekommuner.”

Kære Søren: Fremfor at bruge tiden i blækhuset, så prøv at lytte lidt til Liberal Alliances byrødder. Og vær måske endda lidt nysgerrig på, hvad andre har gjort sig af tanker. Måske du erfarer, at de kælderkolde regnearksdrenge har fat i noget vigtigt.