En hyldest til pædagogerne
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
For et par uger siden fik mange tusinde unge mennesker svar på, om de er kommet ind på en uddannelse. Det synliggør de mest populære uddannelser, men samtidig udstiller det også de uddannelser med færrest ansøgere.
Den uddannelse, der endnu en gang var nedadgående, er pædagoguddannelsen. Fem steder i landet har uddannelsen ikke fået nok kvalificerede ansøgere til at blive oprettet, og på landsplan er der 2417 ledige pladser. Det er fjerede år i træk, at optaget er faldet og desuden er det faldet otte procent siden sidste år.
Der er flere forklaringer på, hvorfor pladserne ikke er fyldt op, men faktum er, at det er et tilbagevendende problem. Flere organisationer har de seneste år peget på, at vi har hårdt brug for flere pædagoger. På landsplan vil der i år 2030 mangle 14.600 pædagoger.
Arbejdet er gudskelov utroligt meningsfuldt og ikke mindst vigtigt – særligt for børnene og forældrene, og samtidigt essentielt for samfundet, hvis vi fortsat ønsker den samfundsmodel, vi har nu.
Dertil må jeg bare sige: Det kan vel ikke komme bag på nogen? Lønnen er dårlig, arbejdsvilkårene er dårlige. Arbejdet er gudskelov utroligt meningsfuldt og ikke mindst vigtigt – særligt for børnene og forældrene, og samtidigt essentielt for samfundet, hvis vi fortsat ønsker den samfundsmodel, vi har nu.
Derfor kan jeg lige så godt tilstå, at denne klumme er en hyldest til gamle pædagoger, nye pædagoger, jer, der er under uddannelse og jer, der lige er blevet optaget. Uden jer ville vi slet ikke have et velfærdssamfund.
Derfor har det også undret mig, at pædagogerne ikke er den faggruppe, der råber højst om dårlig løn og dårlige arbejdsvilkår. Jeg hører oftere andre faggrupper overdøve jer, selvom I har en lavere løn og et historisk lønefterslæb sammenlignet med andre, der har samme uddannelsesbaggrund. De fleste kender kampagnen #viermereværd, som BUPL har iværksat. Men det undrer mig alligevel, at I ikke er dem, der taler højst. Forstå mig ret: Det er ingen kritik. Men råb! For I fortjener taletid.
Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg er påvirket, da min mor er pædagog og har været institutionsleder i omkring 30 år. Jeg har lagt øre til alt fra frustration over budgetnedskæringer hvert eneste år til, at man bruger flere hundrede tusinde kroner på at invitere alle institutionsledere i den pågældende kommune på kursus, hvor opgaven – forenklet sagt – var at bygge med store legoklodser. Frustrationen over at se kommunaldirektøren bruge pengene på konsulenter, i stedet for børnene har været stor. Frustrationen over, at kerneopgaven – børnene – ikke var hovedfokus.
Uden det skal blive alt for anekdotisk, så er der alligevel én ting, der har sat sig ekstra godt fast i min hukommelse. Min mor har gentagne gange berettet om – og det er her, det alligevel bliver anekdotisk, men tilgiv mig – at der ca. er sket en halvering i normeringen af pædagoger siden 1980’erne, hvor hun begyndte sit job som pædagog.
Hvordan kan man tro, at en halvering kan være rimeligt for både børn og voksne – eller ikke have nogle konsekvenser?
Vi har en samfundsmodel, hvor ønsket er, at begge forældre skal arbejde – helst fuldtid. Vi skal stolte hente vores børn sent, får vi at vide. Vores statsminister har selv i forbindelse med reformudspillet ’Danmark kan mere’ ønsket at øge beskæftigelsen og i samme ombæring udtalt, at ”Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet”. Vi skal slet og ret arbejde mere og få flere børn. Er det så virkelig for meget at forlange, at der samtidig skal være pædagoger nok? Og at de pædagoger, der yder omsorg og støtte hver dag, tilmed har okay arbejdsvilkår og løn?
Når jeg ser på den kæmpe indsats, som pædagogerne i mine børns institution yder, så bliver jeg rørt. Hver dag er de med til at gøre børns hverdag tryg og god. De er med til at yde omsorg, trøste, kramme, lege, grine – og sikkert hundredvis af flere ting, som jeg ikke ved.
Kære pædagoger. I gør et utroligt stykke arbejde. Det vigtigste stykke arbejde. I er med til at danne vores børn, som skal rustes, ikke bare til det fremtidige skoleliv, men til resten af livet. Tak for det.