Vi voksne kan også være bange

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For fire år siden var vi stadig ved at vænne os til at bruge ord som karantæne, nedlukning, mundbind og forsamlingsforbud; ord, der skulle vise sig at få betydning for vores liv en hel del længere, end vi havde kunnet forestille os.

I min klumme her i avisen i forsommeren 2020 skrev jeg følgende:

»De fleste er enige om, at den tid vi lever i lige nu, er en bro mellem et ”før” og et ”efter”. Verden bliver aldrig den samme igen efter virussen … vi kigger på hinanden og siger: Vi må da kunne lære noget af alt det her! Verden kan aldrig blive den samme igen! ... men selv om vi i disse måneder er ved at krydse en bro mellem et ”før” og et ”efter”, så tror jeg også, vi er nødt til at forberede os på, at rigtig meget – for ikke at sige det meste – bliver som før.«

Så her fire år efter er det måske på tide at kigge tilbage og sige: Lærte vi så noget? Blev vi klogere på os selv og vores prioriteter? Og opstod der virkelig det store ”før” og ”efter”, som vi troede, der ville?

Selv forudsagde jeg i klummen, at det meste ville blive som før, fordi vi har en imponerende evne til at fortrænge og gøre os sårbare på ny, ved at begå de samme fejl og udsætte os selv for ting, vi på vej ind i en ny tid lover os selv, at vi aldrig vil gøre igen.

Men min pointe var også, at det er en god evne, vi har. Det er den, der gør, at vi er i stand til at tilpasse os det nye land, vi betræder. Det er den evne, der gør, at vi efter forliste venskaber, ægteskaber og andre forhold tør forelske os på ny. Drømme på ny. Leve på ny. Det er den evne, der gør, at vi af et ærligt hjerte kan sige til vores børn og hinanden: Det skal nok gå! Vær ikke bange! For uden disse ord ville vi virkelig være fortabte.

Men – da vores forsvarsminister her midt i juni måned tonede frem på skærmen, opdagede jeg til min store forbavselse, at noget alligevel er forandret, siden vi første gang blev lukket ned: Jeg blev bange. Og det hører med til historien, at jeg og min familie kom nogenlunde helskindet igennem pandemien og hverken mistede arbejde, nogle af vores kære eller fik psykiske men. Og det har siden været min overbevisning, at det var godt, at vi kunne genoptage vores liv og vende tilbage til et såkaldt normalt liv. Og da krigen i Ukraine brød ud, og vores nabolande begyndte at indkøbe konserves og nødgeneratorer, så tænkte jeg, at det kommer jeg ikke til. Jeg vil ikke gå i panik. For jeg er ikke bekymret. Og jeg er slet ikke bange. Indtil jeg så blev det.

I kristendommen er der denne grundtanke, at for at vi kan leve vores liv – især til gavn for hinanden, da må vi have en tro på, at det gode ikke kun lever i os selv men også uden for os selv – altså Gud. Det har den betydning, at når vi mister håbet eller livsmodet eller bliver bange, så skal vi af den grund ikke miste os selv, fordi vi er bundet til denne tanke om Gud. Og Gud forandrer sig ikke.

Så for at vores bekymringer og bange anelser – ja for nogles vedkommende ligefrem angst for fremtiden – skal have noget at stå imod med, så skal vi hele tiden sørge for at udsætte os selv for de oplevelser, hvor fællesskabet hjælper med at bære de svære ting. Eller oplevelser hvor fællesskabet giver os stor glæde og livsmod. For hvis vi ikke har disse oplevelser på lager i vores nervesystem og i vores hjerter, så risikerer vi at blive helt handlingslammede, når der pludselig igen er pressemøde i Forsvarsministeriet, og alle alarmklokker begynder at ringe i hovedet og tager én tilbage til nedlukningerne og den nagende stemme der siger: Hvad skal der dog blive af os!

Så lærte jeg noget af corona-tiden? Ja, det gjorde jeg. Jeg lærte (kan jeg nu se) at sørge for at gøre det, jeg kan gøre; sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan gøre noget ved, og visdom til at forstå forskellen.

Så nu har jeg købt jod-tabletter og er på vej ud at købe konserves, vand og en ekstra strømboks til vores telefoner. Og så vil jeg sørge for ugentligt at udsætte mig selv for fællessang, kirkegang og sociale arrangementer, der fylder mine lagre op med håb.