Tidligere præst i spidsen for forening, der støtter kulturen i Favrskov
Kulturelt Samvirke har fået ny bestyrelse og uddelt midler til kulturelle arrangementer.
Kjeld B. Nielsen er ny formand for Kulturelt Samvirke, som er en kommunalt støttet forening, der arbejder for at fremme kulturen i Favrskov Kommune.
Den nye formand, der blev valgt på generalforsamlingen, er tidligere præst i Hinnerup og kendt for sin socialøkonomiske virksomhed, der importerer kaffe fra Nicaragua.
Den nye bestyrelse har nu haft sit første møde og konstitueret sig med Poul Tang som næstformand, Allan Fabricius som sekretær og Jørgen Juul Jensen som økonomisekretær. Vibeke Skov er repræsentant i kunstudvalget, Johanne Jensen er repræsentant i bestyrelsen for Sløjfen, og Karna Bloch Atkinson er repræsentant i Spil Dansk.
Ved det konstituerende bestyrelsesmøde blev der bevilget støtte til en række kulturelle aktiviteter:
- Busbjerg Spillene, der havde søgt 18.000 kroner, fik bevilget et honorar på 7.000 kroner i tilskud til blandt andet en vokal coach og indkøb af tablets.
- Haurum Aktivitetsudvalg fik bevilget en underskudsgaranti på 3.500 kroner til Haurum Kultur- og sommerfest 2024.
- Hinnerup Brassband fik bevilget underskudsdækning på 9.725 kroner til nytårskoncert 2025.
- Hvorslev Lokalarkiv, der havde søgt 11.200 kroner, får tilskud på 5.200 kroner til honorar til foredragsholder og fotograf til en guidet tur til Rønge i efteråret.
- Terrassen i Røgen får bevilget underskudsdækning på 5.000 kroner til en koncert 25. maj med Mika Vandborg.
Tre andre foreninger fik afvist deres ansøgninger om tilskud med forskellige begrundelser.
Bestyrelse for Kulturelt Samvirke kan bevilge støtte i form af tilskud eller underskudsgaranti på op til 20.000 kroner per arrangement til kulturelle aktiviteter, der involverer indbyggerne i Favrskov. Der er fortsat midler ophobet tilbage fra corona-tiden, så man opfordres til at ansøge eller kontakte bestyrelsen for udveksling af gode ideer. Man kan læse mere om Kulturelt Samvirke på Favrskov Kommunes hjemmeside.