»Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at ’X’ ikke bliver forlænget«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at ’X’ ikke bliver forlænget.«

Dette citat har hængt ved mig, siden jeg startede som aktiv i politik tilbage i 00’erne. Dengang troede jeg naivt, at en sådan udtalelse fra forhandlingslederen betød, at ’X’ var aftalt, og at der ikke var behov for yderligere diskussion. Men da forhandlingerne nærmede sig sin afslutning, og ’X’ alligevel ikke blev forlænget, blev jeg chokeret. Havde man ikke næsten lovet det? Men ”næsten” betyder i politik ofte tættere på nul procent end på 100 procent.

Med tiden og klog af flere skuffelser er min skepsis kun vokset. Da vi fik udsigt til en historisk god økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) med massive velfærdsløft, sad jeg og håbede på lettere budgetforhandlinger i år. Men med tidligere erfaringer in mente, forventede jeg intet. Derfor er jeg hverken overrasket eller skuffet, når Wammen og co. før sommerferien lovede guld og grønne skove, og vi nu knap kan ane skyggen af de gode intentioner. De mange millioner og milliarder er forsvundet i teknikaliteter, djøfferi og finurlige regnemetoder.

Alle de ”ekstra” velfærdsmillioner – før sommerferien forventet til omkring 26 millioner kroner for Favrskov Kommune – er blevet opslugt af tekniske justeringer og nye udgifter, der skal findes penge til. Finansministeren fastholder, at det hele tiden var klart, at en reduktion i balancetilskuddet ville æde stort set alt op. Men det var hverken tydeligt for KL’s bestyrelse, os i kommunerne eller borgerne.

Så nu er vi i De Konservative i Favrskov sammen med resten af byrådet i gang med forhandlingerne igen. Fra et budget i balance og luft til udvidelser skal vi nu finde besparelser. Igen. Trods regeringens løfter om det modsatte.

Vi løser det selvfølgelig i bredt samarbejde og på konstruktiv vis – det er en del af vores ansvar. Men det hele minder mig om, hvorfor jeg ikke længere orker national politik.