Skanderborg Kommune: »Vi tager mobning og mistrivsel meget alvorligt«
På baggrund af et anonymt debatindlæg om mobning, har Uge-Bladet stillet tre generelle spørgsmål om mobning til Trine Frengler, formand for Børne- og Ungdomsudvalget. Læs hendes svar her.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hvad gør I for at håndtere mobning?
Henvendelser om mobning bliver taget meget seriøst. I første omgang på den respektive skole og herefter, hvis der er behov for det, med bistand fra vores kompetente fagpersonale på Fælleden.
Først og fremmest danner vores medarbejdere sig et overblik over situationen, går i dialog med de berørte familier og dem, der ellers er involveret.
Som kommune har vi forskellige tiltag, vi kan iværksætte. Hvilke der vælges, beror på en helhedsvurdering. Hvad kan fungere pædagogisk? Hvordan hjælper vi bedst i den specifikke situation? Det, vi tilbyder i en given situation, er ikke nødvendigvis altid det, familierne har ønsket sig. Men det, som vi vurderer er det fagligt bedste inden for de rammer, der er.
Er debatoplægget ikke udtryk for et system, som ikke virker?
Et hvert barn, som oplever mobning, er ét for meget. Det skal der ikke herske tvivl om. Der vil uundgåeligt opstå uhensigtsmæssige situationer, når mange børn er sammen. Det vigtige er, hvordan det håndteres af de voksne, der er omkring børnene. Politisk er jeg – og resten af Byrådet – meget optaget af at skabe den bedst mulige trivsel for børn og unge. Herunder selvfølgelig også at undgå mobning.
Alle vores skoler har en anti-mobbestrategi, og fagsekretariatet Børn og Unge har fokus på området. Jeg kender ikke den konkrete sag og kan ikke kommentere den, men helt generelt har jeg tillid til vores dygtige medarbejdere ude på skolerne og i fagsekretariatet, og jeg mener, at der generelt i Skanderborg Kommune er gode muligheder for at håndtere mobning– selvom det indimellem kan være forbundet med store udfordringer.
Dermed ikke sagt, at alle vores tiltag og handlemuligheder er mejslet i sten uden at kunne udvikle sig. I Børne- og Ungdomsudvalget beder vi jævnligt vores fagprofessionelle vurdere, om det er de rigtige tilbud og værktøjer, der er til rådighed. Og får vi forældrehenvendelser, giver det også ofte anledning til at spørge ind til vores indsats - blandt andet for at undersøge, om vi har begået fejl.
Hvad vil du sige til forældre, som føler, at de er kørt fast i et system?
Helt generelt vil jeg sige, at en indsats selvfølgelig har størst mulighed for at lykkes, når der er gensidig tillid tilstede hos parterne. Her har vi som kommune og skole selvfølgelig det største ansvar som den professionelle part. Og langt de fleste gange lykkes det også at finde gode løsninger ved fælles hjælp ude på den enkelte skole.
Er man kommet helt dertil, hvor man oplever at støde hovedet mod en mur, vil jeg opfordre til at tage fat i kommunens Borgerrådgiver. Borgerådgiveren er uvildig, juridisk og ansat direkte af Byrådet og arbejder uafhængig af Skanderborg Kommunes administration, og her kan man få kigget sagsforløbet igennem med nye øjne.