Frustreret mor efter mobning af barn: »Hvad kan du forvente, når du får brug for hjælp? Intet - er det korte svar«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mobning af et barn rammer hele familien. Det har en familie i Skanderborg Kommune oplevet gennem de seneste to år. Da familien rakte ud til kommunen for at få hjælp, oplevede de tomme værktøjskasser og lange ventelister.

Derfor skrev moren et brev til os. Af hensyn til barnet, har vi lovet hende anonymitet, men vi kender hendes identitet.

Læs om hendes oplevelse her:

»Livet kørte ubekymret derudad med skole, sport, job, venner og fritidsaktiviteter. Jovist havde vi udfordringer og lejlighedsvis travlhed, men når jeg kigger tilbage, er det vildt at huske tilbage på, hvor nemt mit liv var før en krise satte ind.

Faktisk har jeg altid undret mig lidt, når andre har brokket sig over samarbejdet med kommunen og tænkt mit. Hvor svært kan det lige være? Mon ikke det er dig selv, der er besværlig? De er jo til for at hjælpe.

Men så ramte krisen mig, mit barn og min familie med fuld kraft. På én dag blev vi fuldstændig slynget ud af kurs. Vi blev ramt at grov digital mobning som bredte sig til ”almindelig mobning”. Det var efter 6 års uproblematisk skolegang, at lynet ramte.

Naivt troede vi på, at skolen selvfølgelig var en instans, man kunne stole på. At de kunne stoppe mobning. At mobbere ville få en læring, så de ikke gentog hverken fysisk eller digital mobning. Det viste sig at være sværere end som så. Når mobning opstår, tør jævnaldrende nemlig ikke gribe ind af frygt for selv at blive næste offer. Og vi var ikke eneste ofre.

Men mobning mellem børn er ikke årsagen til mit debatindlæg. Det er det efterfølgende forløb.

For mobning stopper ikke med mobning. Det har mange konsekvenser. Barnet, der tidligere aldrig har haft problemer, fik massiv skolevægring, tabte meget læring, trak sig fuldstændigt fra sport og socialt samvær. Samtidig fik vi forældre, der aldrig har haft problemer med at passe arbejdet, nu stort fravær.

Derfor kom vi hurtigt i en situation, hvor vi fik brug for Skanderborg Kommune.

Som en anden naiv dansker regnede jeg med, at Skanderborg Kommune selvfølgelig ville reagere hurtigt. At man kunne se potentialet i at hjælpe et barn og en familie, der altid har fungeret, tilbage på sporet. Men det skete ikke. Der skete faktisk ingenting.

Vi springer nu 2 år frem i tiden til i dag.

Her kan jeg se tilbage på spredte kaffemøder med Skanderborg Kommune, to møder med et fraværsteam, møder med skoler, og et enkelt møde med to forvaltningschefer.

Alt sammen med den fællesnævner, at de møder op med tomme værktøjskasser og årelange ventetider.

For faktum er, at vi faktisk stadig ikke har fået andet ud af møderne end kaffe.

Der er ingen tabt arbejdsfortjeneste til os som forældre. Ingen støttekontaktperson. Ingen kørselsordning som kan hjælpe til at komme i en ny skole længere væk. Der er heller ikke noget skoletilbud til et barn, der har mistet meget læring og ingen PPR støtte.

Du får kun kaffe og snak. End ikke en tidsplan for, hvornår man kan forvente afklaring.

Alle møder ender faktisk ud med, at det er os som forældre, der rent lavpraktisk skal gøre arbejdet. Dét kommunen leverer, er at belyse problemer og spørge ind til, hvordan jeg selv kan løse dem.

Men tro ikke at jeg ikke selv tager ansvar. Vi har som familie investeret utrolig meget tid og mange penge i at komme tilbage på sporet.

Derfor fungerer barnet også i privat regi. Men vores problem er skolen. Når man har været udsat for mobning og tabt megen læring, er det ganske angstprovokerende at begå sig ud i verden igen.

Mens vi sprang i arbejdstøjet straks vores ulykke indtraf, så var Skanderborg Kommune fodslæbende langsom i optrækket.

Skyldes denne uengagerede tilgang, at fagprofessionelle og ledere er blevet ligeglade med børn i mistrivsel? Er fagligheden er blevet forrådt, som man har set i andre kommunale brancher? Eller er de rammer, som man arbejder indenfor så, snævre at det er umuligt at trække vejret og tænke selv?

Jeg har mødt mange lærere og socialrådgivere (ja, der er en del udskiftning) og fælles for dem er, at de ikke har mange rosende ord for dét system, de selv arbejder i.

Det er ikke faglig muligt at åbne spillet, lave seje driblinger, score mål eller tage en friløber. Jeg oplever mødet med Skanderborg Kommune som en tømrer, der møder op kun med en skruetrækker og en kaffekop i sin værktøjskasse.

Jeg bliver skræmt af, at de instanser, der skal forebygge, gribe ind ved og har skærpet underretningspligt, i princippet er dem, der begår omsorgssvigt mod børn ved ikke at reagere. Ved ikke at protestere over at deres faglighed er i frit fald. Eller måske gør de præcis det samme som børnene – nemlig melder sig syge og skifter arbejdsplads.

Måske lider de selv af arbejdsvægring?

Det er kommunalt omsorgssvigt, at børn efterlades på perronen. Det er faglig, økonomisk makværk, at man ikke kan se en god business case i at hjælpe børn inden problemer bliver for store.

Det er en ulykke i slowmotion at Skanderborg Kommune ikke kan se hvor tåbeligt det er, at forældre potentielt må opgive at arbejde, for at kunne passe børn, der ikke trives i skolen.

Skanderborg Kommune saver den pengegren over man selv sidder på. For det er faktisk er os skatteborgere, der betaler gildet, fordi vi arbejder. Som borger i en socialdemokratisk kommune kan det kun vække min undren, at det her er niveauet for vores velfærdssystem?

Kære politiker. Det er snart valgår. Mit kryds til det kommende valg er i udbud. Jeg har ydet min del af samfundskontrakten. Vi arbejder og betaler skat. Vi tager ansvar for vores børn og yder maksimal økonomisk og tidsmæssig indsats for at rette op på problemer.

Jeg forventer det samme af Skanderborg Kommune, som jeg finansierer gennem min skat. Jeg forventer at når der skal spares, så er det på ligegyldige møder uden målbare resultater, der reelt aflaster familier og hjælper børn.

Krydset kan for min skyld gå til alle partier. For jeg kan nemlig både se fornuftige økonomiske, liberale, bæredygtige, velfærds-, lærings-, familie- og trivselsmæssige argumenter i at ændre den måde, Skanderborg Kommune fungerer på.

Børn må ikke tabes på gulvet. Kaffen og møder uden målbare resultater for barnet, kan I for min skyld godt spare væk.«