Fortsæt til indhold

Hygge-politi på spil: Skal vi også forbyde stearinlys næste gang?

Debat
Jakob Søgaard ClausenMedlem af Aarhus Byråd for Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Detbatindlægget er skrevet som et svar til et indlæg fra Liv Gro Jensen (SF) og Jesper Kjeldsen (S), som du kan læse her.

Tak for indlægget, Liv og Jesper. Det er helt på sin plads at tage sundhed og miljø alvorligt, men vi skal også lige holde jordforbindelsen.

Selvfølgelig forurener ældre brændeovne mere – det ved vi godt. Og det er nu heller ikke fordi, at jeg elsker forurening. Men at tvinge 6.000 aarhusianske familier til at udskifte deres brændeovne er altså for voldsomt. Og ifølge forvaltningens tal, så vil jeres forslag koste de aarhusianske boligejere op mod 69 millioner til at udskifte brændeovnene. Det er ikke en udgift, som vi i Danmarksdemokraterne ønsker at udskrive til aarhusianerne.

Mange mennesker tænder op i brændeovnen for hyggen og varmen, og det er derfor et indgreb i deres liv og hverdag, som I her har gang i. I kan heldigvis ikke forbyde alle 19.000 aarhusianske brændeovne, så med forslaget her taler vi ifølge tal fra forvaltningen om at forhindre måske to eller tre for tidlige dødsfald. Til sammenligning dør op mod 800 aarhusianere årligt af rygning. Så det er jo ren forbuds-symbolpolitik, som I har gang i.

Jeg synes desværre, vi i byrådet har set lidt for meget af den slags forbudstanker fra Socialdemokratiet og SF’s side. Først ville I forbyde diesel- og benzinbiler i hele Midtbyen i 2030, og nu er det brændeovnene, der står for skud. Hvad bliver det næste, som hygge-politiet rykker ud til? Skal vi også forbyde stearinlys og stegning af bacon, fordi det forurener? Det her er ikke den rigtige vej at gå i min optik.

Hvad med at gøre det lettere for folk at gøre det rigtige i stedet for at straffe dem? Hvis vi virkelig vil forbedre luftkvaliteten, bør vi give folk et reelt valg. Skrotningsordninger og oplysning kan motivere folk til at udskifte deres gamle ovne og bruge dem smartere – uden at hive tusindvis af kroner op af lommerne på aarhusianerne. Det er da sund fornuft!

Så lad os droppe hygge-politiet og forbudsiveren og i stedet skabe løsninger, der både gavner miljøet og respekterer folks frihed.