Frivillighed i opbrud - og måske også i krise

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Et væsentligt element i det danske demokrati er foreningslivet. Vi har en stærk dansk tradition for frivillighed i foreningslivet helt tilbage fra begyndelsen af højskolebevægelsen, andelsbevægelsen og fagbevægelsen.

Ikke mindst her i området, hvor der stadig findes et rigt foreningsliv for stort set alle interesser. Men foreningsdanmark er under pres, også her. Frivilligheden er under forandring og langt de fleste foreninger har sværere ved at finde frivillige. Ofte høres udsagnet, at medlemmerne stiller uforholdsmæssige store krav og hellere vil nyde end yde.

Andel af danskere, der er frivillige er ikke faldet, men holder sig stadig på omkring 40 procent, men flere engagerer sig i spontane opståede netværk og ikke i foreninger og organisationer, for eksempel i krisenetværk, når de ser akut behov for handling. Krisefrivilligheden hjælper med at tage styringen tilbage, når der mistes kontrol i en akutsituation og den enkelte oplever at gøre en konkret forskel.

Til gengæld oplever man i mange foreninger, at det er sværere at finde frivillige til tunge og varige poster i bestyrelserne. Medlemstilknytningen er ganske enkelt i forandring, ikke mindst i en tid med en stadig mere presset hverdag, særligt for mange børnefamilier, men det er ikke nødvendigvis et udtryk for at færre ønsker at engagere sig. Derfor er det nødvendigt, at foreningerne omstiller sig og bliver mere fleksible. I foreningerne skal vi være bedre til at skabe rammerne for en ny type af frivillige, der ikke har så meget tid til rådighed som tidligere, så vi også i fremtiden kan sikre et rigt foreningsliv.

Et eksempel på en af de foreninger, der er i krise er Djurslands Møntforening, der er stiftet i 1969. Dette til trods for relativt mange medlemmer, en aktiv bestyrelse, en sund økonomi og et altid stort fremmøde til foreningens møder og aktiviteter.

Her er det lykkedes at holde liv i en forening, der ikke har kunne overleve i hverken Aarhus eller Randers, tværtimod har den igennem mange år været en af landets mest succesfulde foreninger på sit felt.

Men hvorfor er foreningen så i krise og nu lukningstruet? Ganske enkelt fordi, det ikke har været muligt at få afsat en bestyrelsespost, som ingen ser sig i stand til at løfte, enten på grund af alder, travlhed på job eller af andre gode årsager.

Tilbage står det faktum, at hvis der ikke snarest findes en frivillig til bestyrelsen, så må foreningen i løbet af den næste måneds tid indstille sine aktiviteter og lukke ned efter 55 år og der bliver en aktiv forening mindre i området.