Debat: Motorvejen er ikke nok - der skal yderligere støjdæmpning til
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Ved budgetforhandlingerne i september stillede Venstre forslag om etablering af støjdæmpende foranstaltninger ved motorvejen tæt på Stavtrup.
Byrådet har nu afsat midler til at dæmpe støjen ved Stavtrup, og vi vil også arbejde for, at andre støjplagede område kan få mere kvalitet og sundhed i deres hverdag.
Som et led i at dæmpe vejstøjen i og omkring Aarhus har vi i mange år, sammen mange lokale borgere og politikere, kæmpet for at få hastigheden sat ned på Aarhus Syd Motorvejen mellem Hasselager og Viby. Det har nu heldigvis båret frugt, blandt andet efter samtaler med transportministeren, når han har været forbi Aarhus. Derfor skal der også lyde en stor tak til transportminister Thomas Danielsen (V).
Hastigheden skal ned, hvor det giver mening. Det er en af de billigste og mest effektive foranstaltninger, vi kan gribe til, når det handler om trafikstøj, som i den grad kan være ødelæggende for vores nattesøvn og livskvalitet. Der skal tages udgangspunkt i lokale forhold, men også hensyn til fremkommeligheden. Vi skal lytte til eksperterne og ikke mindst politiet.
Hastighedsnedsættelser løser desværre ikke alle problemer for de mange støjplagede aarhusianere. Der skal yderligere støjdæmpning til, herunder etablering af støjværn og andre dæmpende foranstaltninger. Det gælder de mange lokale veje, ringveje, ringgade, hovedindfaldsveje og motorveje rundt om Aarhus.
Der skal derfor lyde en opfordring til mine politiske kolleger i byrådet: Lad os stå sammen om denne dagsorden - selvom det bliver nødvendigt at afsætte endnu flere midler.
Vi ved, at vedvarende vejstøj kan give alvorlige sundhedsproblemer og i den grad forringe aarhusianernes livskvalitet. Lad os lytte til de mange støjplagede borgere. De ved, hvor skoen trykker.