En joint i bilen fik snebolden til at rulle: Kvinde fik en byge af sigtelser
29-årig kvinde havde en tung mandag eftermiddag.
Et flere timer langt forløb med politiet og en lang række sigtelser.
Sådan kan en mandag eftermiddag også være - i hvert fald for en 29-årig kvinde fra Aarhus, som nu blandt andet er sigtet for narkosalg.
Det hele startede kl. 15.30, da en patrulje fra Østjyllands Politi blev sendt til Silkeborgvej, hvor en anmelder havde set en kvinde ryge en joint på en tankstations parkeringsplads, inden hun kørte fra stedet.
I krydset mellem Thorvaldsensgade og Vester Allé fik patruljen øje på bilen, som blev bragt til standsning, hvorefter betjentene straks kunne fornemme en kraftig lugt af hash fra kabinen.
Den kvindelige fører kunne i første omgang ikke fremvise et gyldigt kørekort, og det kostede den første sigtelse. Derefter tog det fart med en sigtelse for narkokørsel, og under en efterfølgende ransagning af hendes køretøj fandt politiet flere forskellige poser indeholdende hash og skunk. Hun blev derfor også sigtet for forsøg på salg af narko.
Bilen, som kvinden kørte i, var en udlejningsbil, men da hun ikke kunne fremvise lejekontrakten, blev hun også sigtet for det. Hun blev efterfølgende anholdt og taget med til blodprøveudtagning på hospitalet.
Da det var overstået, kørte patruljen hende hjem til hendes bopæl i Aarhus C for at foretage en ransagning på stedet.
I lejligheden fandt politiet flere tusinde kroner i kontanter, som blev vurderet til at stamme fra salg af narko. Kvinden blev derfor kort før kl. 18.00 sigtet for salg af narko, mens hendes kontanter blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation.