Hvordan kan deltidspasning ikke være en lettelse for personalet?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Deltidspasning er lig med personale i mistrivsel og mindre tid mellem pædagog og barn. Det er Pet Petersen fra Radikale Venstres konklusion om de blå partiers fælles forslag om at indføre deltidspasning i Favrskov.

Ærlig talt er jeg overrasket over argumenternes form i hans debatindlæg i Lokalavisen. Jeg tænkte, at en pædagog som Pet Petersen ville lægge vægt på den manglende forudsigelighed i børnenes liv, som en fleksibel deltidsplads kunne medbringe. Eller at børn ville gå glip af spændende aktiviteter, når de var hjemme. Men nej.

Indlægget viser tydeligt den mentalitet, der hersker: Dagsinstitutioner er først og fremmest en kommunal arbejdsplads, dernæst et sted hvor dit barn skal være.

Hvis vi skal tale om daginstitutionerne som en arbejdsplads, har Pet Petersen helt ret i, at personalet løber for stærkt, og at dagligdagen er presset. Men hvordan kan tanken om at nogle af børnene er der i planlagte, færre timer, så ikke være en lettelse? Hvordan kan idéen om, at institutionen på forhånd ved antallet af børn, der deltager i en aktivitet, være et problem?

Jeg anerkender, at lederens kalendergymnastik får et nøk op i sværhedsgrad, når deltidspladser bliver en realitet. Men mon ikke det løser sig. I Aarhus har de allerede indført deltidspasning. Reglerne er simple: Læg en plan for to uger ad gangen og del den med institutionen mindst en måned før. Timerne kan endda flexes hen over ugerne. Ingen siger, at løsningen i Favrskov skal være ligeså fleksibel, og derfor skal forvaltningen have lov til at byde ind med, hvad de tænker er realistisk for kommunens institutioner.

Pet Petersens fokus på dårlige arbejdsforhold og udfordringer med rekrutteringen er reelle, og de bliver ikke løst med deltidspasning, men modsat kan deltidspladser heller ikke forværre situationen. For at løse de udfordringer skal vi se ind i langt mere frihed til den enkelte institution. Faktisk kan vi bare se over på de privatejede: Her bestemmer de selv, hvor mange børn de har kapacitet til i forhold til personalegruppen, og de har langt større frihed til at indrette dagligdagen. De kan sågar selv bestemme, hvordan en deltidsplads skal se ud.

Uanset om forvaltningen foreslår, at løsningen skal være en dreng, pige eller noget midt imellem, vil jeg se frem til at læse deres forslag.