Fortsæt til indhold

Hold område ved Kalø Vig fri for vindmøllestøj

Vindmølleprojektet ved Vosnæs truer Kalø Vigs rekreative områder med konstant industristøj.

Debat
Bestyrelsen i foreningen mod Vindmøller ved Vosnæs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»I debatten om vindmølleprojektet ved Vosnæs er det på sin plads at spørge: Er alle borgere lige, eller er nogle mere lige end andre?

Når det kommer til vindmølleprojektet ved Vosnæs, vil Aarhus Kommune nonchalant overskride kommunegrænsen og påføre borgerne i Syddjurs Kommune en støjbelastning, som de ikke vil acceptere for egne borgere. Støjbelastningen kommer desuden til at ramme et stort område i Kalø Vig, der i dag er stille og rekreativt.

Denne forskelsbehandling rejser nogle vigtige spørgsmål om retfærdighed og demokratisk ansvar. Borgerne i Syddjurs Kommune, som står til at blive direkte påvirket af projektet, risikerer at skulle leve med industristøj døgnet rundt og som vinden blæser. Det er et uacceptabelt brud på princippet om lige vilkår for alle, uanset hvilken kommune man bor i.

Det bliver endnu mere problematisk, når vi ser på, hvem der har haft indflydelse på placeringen af vindmøllerne. Godsejeren fra Vosnæsgaard og vindmølleudvikleren har været inviteret ind som rådgiver i Aarhus Kommunes beslutningsproces gennem et årelangt netværks- og lobbyarbejde fra 2013 og frem, mens de borgere, der bor i området, er blevet udelukket fra deltagelse i de første 6 år af processen. Denne skæve og elitære tilgang har haft direkte indflydelse på, at Vosnæs blev udpeget som vindmølleområde i kommuneplanen i Aarhus. Og beslutningerne fortsætter med at blive truffet uden hensyn til de mennesker, der rent faktisk lever i området.

Det er et alvorligt demokratiske problem, at de berørte borgere i Syddjurs Kommune er blevet ekskluderet indtil fælden er klappet, og nu kun inddrages under den klausul, at de ikke må tale imod projektet! De ramte naboer har desuden ikke stemmeret i Aarhus Kommune, som tromler projektet igennem.

Vi er derfor rigtig glade for støtten fra vores lokale politikere og borgmester i Syddjurs Kommune, som har svoret at kæmpe borgernes og Kalø Vigs sag til det sidste. Vi opfordrer i tillæg til dette til, at politikerne vil reagere på det indsendte forslag om at lave et stilleområde i indre Kalø Vig. Syddjurs Kommunes politikere kan herved agere proaktivt og beskytte deres egne borgere og de store rekreative interesser i Kalø Vig mod skadelig støj og overgreb fra nabokommunen.

Vi håber på jeres politiske opbakning til vores forslag, som blev fremsendt rettidigt til kommuneplanhøringen sidste år i november.«