Fortsæt til indhold

Nej til giftmarker – ja til solcelleanlæg

Debat
Lars Ulrich RasmussenHøjmosevej 4, Hinnerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Lokalavisen Favrskov fra 27. november har Lone Glarbo og Kjeld Jensen et læserbrev om, hvor store og grimme solcelleanlæg er. Morten Bang – ligeledes fra Danmarksdemokraterne – skriver i sit læserbrev samme dag nej tak til jernmarker – ja til kornmarker. I begge læserbreve støder vi på ordet ”jernmarker”.

Jeg bliver bare så træt, når jeg læser den slags.

Det minder alt for meget om, når børn i mangel på evner til at argumentere bruger voldsomme skældsord for at ramme hinanden i skænderier, eller dengang da Danmarksdemokraternes leder Inger Støjberg blev dømt skyldig i rigsretten i sagen om ulovlig adskillelse af asylsøgende par og efterfølgende undskyldte sig med at hun ville beskytte ”barnebrude”.

Vi kan selvfølgelig vælge at gå med ud af vejen til meningsløs ordskvalder og omdøbe Danmarksdemokraternes kornmarker til giftmarker for ligesom at få et bredere perspektiv på, hvad vi i Danmark tillader, at vores åbne land bruges til?

Kunne vi bare blive fri for disse primitive argumenter og skældsord i den politiske debat!