Fortsæt til indhold

Kan det være rigtigt, at ganske få borgere bliver de eneste, som skal høres om bypassage?

NTM-udvalgets beslutning om vejomlægning i Ryomgård ignorerer borgernes stemmer og skaber trafikproblemer, mener Ryomgård borger.

Debat
Anja KnieSkovvej 40, Ryomgård

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

ȁbent brev til medlemmerne af NTM-udvalget.

Det kom meget bag på mig, da jeg læste i Adresseavisen, at NTM-udvalget har godkendt en plan for Ryomgård midtpunkt, som ikke kun omhandler cykelstier, men også en ændring af selve vejforløbet.

Jeg mener ikke, at flertallet af borgerne i Ryomgård er blevet hørt omkring planlægning af vejomlægning i Ryomgård på Nord-Syd vejstrækningen. Ved indkaldelse til borgermøde stod det beskrevet, at det drejede sig om anlæg af cykelsti på Nimtoftevej og Slotsgade.

Der stod ikke nogen steder, at det også drejede sig om ændring af vejforløb og at dette også drejede sig om Vestergade og Skovvej.

Da Adresseavisen lavede en artikel om NMT-udvalgets beslutning, kom ændringerne bag på flertallet af Ryomgårds borgere. Kan det være rigtigt, at ganske få borgere beboende på Nimtoftevej og Slotsgade bliver de eneste, som skal høres om det nye vejforløb, som vil påvirke hele Ryomgård by og alle dens borgere? Det er et alt for snævert antal borgere i Ryomgård, der er blevet hørt i denne sag.

Vedrørende etablering af knækket T-kryds med hajtænder på Skovvej.

Er der taget højde for, at Skovvej er en hovedvej og ikke blot en villavej? Og derved en kategori 1 vej?

Vejen er kategoriseret på denne måde, da det er en væsentlig vejforbindelse for alle beboere øst for Ryomgård.

Disse beboere, som blandt andet er Kolind og opland, har kun denne ene vej til rådighed, når de skal til Randers.

Er der lavet en optælling af antal biler og lastbiler på denne strækning?

Der er væsentligt mere trafik på Skovvej end på den nederste del af Nimtoftevej, når vi taler om almindelig daglig brug. Der vil derfor opstå en lang kø hele dagen på Skovvej, hvis alle trafikanter skal holde for hajtænder lige inden Nimtoftevej.

Som vi kender de danske trafikanter i dag, vil de færreste blinke til højre, når de skal lige ud af Skovvej. Og ingen har da tænkt sig at holde tilbage, så man lige kan smutte ud, når der er en kø af biler og lastbiler, der venter på Skovvej.

Det bliver derfor svært at fortsætte fra Skovvej, med mindre der slet ingen trafik er, og det sker sjældent.

Er der tænkt over, at man med den nye planlægning risikerer at holde ved Skovvej og vente i op til 2 timer, 2 gange om dagen, i hele Djurs Sommerlands åbningsperiode?

Der er på intet tidspunkt et hul i den 2 timer lange kø fra Djurs Sommerland, og fra Skovvej er der ingen anden mulighed end at vente.

Alle byrådspolitikere skal være velkomne til at sidde i vores indkørsel et par timer og selv se eller tælle, hvor meget trafik der er på Skovvej.

Jeg tror, det vil komme bag på jer, hvor mange det rent faktisk er. Jeg sætter da gerne et par stole op og kommer med lidt varm kaffe.

Alle borgere på Djursland tilhører Randers Centralsygehus. Hvad skal borgerne øst for Ryomgård gøre, når de skal møde på sygehuset på et bestemt tidspunkt, og de kan ikke komme ud fra Skovvej?

Hvad skal en forælder gøre med et skrigende sygt spædbarn, når de skal til vagtlæge i Randers?

Eller når man sidder med en person skrigende af smerte, på vej til skadestuen med en brækket fod? Hvad skal en fødende kvinde gøre? Føde i bilen?

Hvad skal man gøre, når man sidder med en syg person, som ikke kan trække vejret? Eller hvis man har en aftalt tid på sygehuset? Skal man så bare pænt vente i op til 2 timer på Skovvej?

Er der taget højde for tung lastbiltrafik? Der kører mange lastbiler hver eneste dag på Skovvej. Tror I selv på, at de har tid til at vente 2 timer på en Sommerland-kø?

Hvad skal borgerne øst for Ryomgård, der arbejder i Randers, gøre, når de skal møde på arbejde?

De holder jo ikke sommerferie lige så længe som Sommerland holder åbent. Hvad skal en borger gøre, som arbejder i Ebeltoft og skal hjem?

Skal de bare holde og vente i 2 timer på Skovvej?

Ja, selv borgmesteren risikerer jo at holde på Skovvej og vente og vente og vente på vej hjem fra rådhuset.

Vedrørende etablering af lyskryds i stedet for den nuværende rundkørsel.

Det er beviseligt, at en rundkørsel afvikler trafikken uden den samme kødannelse, som en lysregulering vil medføre.

Mange mennesker fra Ryomgård arbejder i Aarhus. De kommer til at holde for rødt på Vestergade, da trafikanter fra Nimtoftevej har forkørselsret. De vil derved skabe lange køer af Vestergade på spidsbelastningstidspunkterne.

Det betyder, at Nordlyvej bliver endnu mere umulig at komme ud fra, når man skal møde på arbejde om morgenen. Eller på alle andre tidspunkter af dagen, for den sags skyld.

Denne kø vil tilføje øget tidsforbrug for alle borgere i Ryomgård og vest for Ryomgård, som skal på motortrafikvejen.

Dette hænger ikke sammen med Syddjurs Kommunes vision om flere tilflyttere fra Århus-området.

Med den tiltænkte ændring vil der efterfølgende være kø på alle fire hovedveje hele dagen, året rundt. I stedet for den nuværende enkelte hovedvej i sommerperioden. For uanset hvad, vil der være Djurs Sommerland-kø i Ryomgård.

Selvfølgelig skal de bløde trafikanter have en cykelsti på Nimtoftevej og Slotsgade. Men hvorfor overhovedet bruge så mange penge på at ændre et vejforløb i Ryomgård Midtpunkt, når eneste ændring vil være yderligere kødannelse i Ryomgård?

Til gene for alle borgere i dagligdagen.

Og kan det være rigtigt, at ganske få borgere, som bor på Nimtoftevej og Slotsgade, samt distriktsrådet, bliver de eneste, som skal høres om det nye vejforløb, som vil påvirke hele Ryomgård by og alle dens borgere?«