»Kærligheden er for os alle ligeså vigtig som åndedrættet«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg holder meget af kunst, men jeg har aldrig rigtig lært at læse kunst. Jeg er vokset op i en arbejderfamilie, hvor dagens vigtige lektie var retfærdighed, ligeløn og ligeværd, og det er jeg i særlig grad min far meget taknemmelig for.

Men kunst var aldrig en del af vores familieliv, og jeg har aldrig hørt min far kommentere kunst, hverken positivt eller negativt. Det var ganske enkelt ikke en del af hans livsverden.

Jeg kastede mig som barn over litteratur med en glubende appetit, og så snart jeg havde knækket læsekoden, læste jeg romaner i massevis.

Derfor blev litteratur naturligt nok min indgang til kunst, da jeg i en voksen alder fik interessen for kunst. Jeg har læst Knausgårds bog om Edvard Munch, som hedder ”Så megen længsel på så lille en flade”, og ligeledes hans bog om Anselm Kiefer, der hedder ”Skoven og Livet”.

Det var oprindeligt gennem Karl Ove Knausgårds ”Min Kamp”, at jeg i sin tid blev klar over, at litteratur kunne blive min indgang til at læse kunst. Knausgård har en del essays i de seks bind af ”Min Kamp”, som handler om kunstens betydning i menneskers liv.

Desuden har jeg haft stor glæde af rundvisning på både Aros og Randers Kunstmuseum af dygtige omvisere, som kan åbne kunstens univers. Man kunne indvende, at kunst ikke skal læses, men opleves og føles. Det har jeg hørt mange sige, men jeg har en ringe forestillingsevne og fantasi, så jeg skal hjælpes på vej. Kunstens vej er ikke helt så intuitiv for mig som litteraturens.

For et par år siden kom der en bog, der hedder ”Kvinde set fra ryggen”, som er skrevet af Jesper Wung-Sung, og den handler om Ida Ilsted, som blev Vilhelm Hammershøis hustru.

Ida blev figuren på de fleste af Vilhelm Hammershøis billeder, og bogen er en smuk beskrivelse af deres kærlighedsliv. Det tænker jeg på, hver gang jeg ser et af Vilhelm Hammershøis værker, Danmarks største og dyreste maler nogensinde.

Ida voksede op i Stubbekøbing i et hjem, som var formørket af morens psykiske sygdom, farens nedslidning af arbejde som købmand og brorens tidlige død. Idas anden bror, Peter, er maler, og han bringer sin ven, Vilhelm Hammershøi med hjem, og han forelsker sig i Ida, og de bliver gift.

Vilhelm tilbyder Ida et anderledes liv i København, Holland, Paris, Rom og London. Forfatteren har en meget smuk beskrivelse af Ida hele vejen gennem romanen, hun slider sammen med Vilhelm, og hun ændrer sind.

Jesper Wung-Sung bruger termen Ida-i-går om den del af Ida, som til tider stadig er præget af bekymring og uro efter sin barndom, men med tiden træder Ida-i-dag mere og mere frem, og hun er mere modig og tror mere på sig selv.

Meget af tiden lever Ida som næsten-Ida-i-dag, og den dag hun bliver gift med Vilhelm, 5.september 1891, bruger forfatteren termen Ida-til-evig-tid. Ida mærker i det øjeblik en kærlighed og omsorg til Vilhelm, som fylder alt.

Det er en smuk beskrivelse af et kvindesind i slut-1800-tallet om en kvinde, som var model og hustru til Danmarks helt store maler. Vilhelm Hammershøi valgte netop Ida som kone og model til sine billeder, fordi der var så meget liv og lys i Ida, et liv og lys som Ida ikke selv kunne se.

Kærligheden er for os alle ligeså vigtig som åndedrættet. Kærligheden vi giver, og kærligheden vi modtager. Kærligheden til forældre, børn, ægtefælle og venner. Og kærlighedens fællesskab i kirken er også et vigtigt omdrejningspunkt i menneskers liv, hvor vi modtager kærlighedens pust fra Gud, vor Far, Søn og Helligånd.