»Når opgaverne eller bekymringerne tårner sig op, så husker jeg på dette råd...«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Nu er det nye år i gang – og julen med al dens travlhed og forventninger er forbi. Men hvad er det for et nyt år vi går ind i? Tja, det ved man vist aldrig helt fuldstændigt på forhånd.
Sådan et nyt år kan godt være lidt af en mundfuld, synes jeg. For jeg fik da vist brugt det meste af min koncentration og energi på bare at komme godt og helskindet gennem december, jul og nytår. Og så står jeg her på den anden side af nytåret, helskindet men også lidt desorienteret, for nu er der lige pludseligt et helt nyt år, år 2025, som jeg skal forholde mig til.
Og der er en masse planlægning og tanker, der er blevet udskudt til januar. »Den tager vi i det nye år,« har jeg sagt et par gange. Men nu er det så blevet dette nye år, og alt det der skulle ske næste år – det skal i stedet for ske lige om lidt. Så nu skal jeg lige pludseligt forholde mig til, hvornår jeg skal holde sommerferie og alt muligt andet, som før var så langt væk.
Men når opgaverne eller bekymringerne tårner sig op, så husker jeg på et råd, som min bror engang gav mig. Han spurgte mig: »Hvordan spiser man en elefant?« – og svaret var »én bid ad gangen.«
Ja, for måske er det ikke nødvendigt at kunne overskue det hele på én gang. Måske er det ok at tage det lidt i småbidder, også når det kommer til et nyt år, hvor der skal handles og leves. For det meste plejer jo at løse sig, sådan nogenlunde.
Ja, og så prøver jeg også at tro på det, som jeg selv har sagt mange gange i december måned til mange julegudstjenester, nemlig at vi ikke er alene om det, men at Gud er med os.
Vi står ikke alene med årets opgaver, besværligheder og trusler og heller ikke alene med årets glædelige overraskelser og velsignelser – Gud er med os, Gud er på vores side, Gud vil os det bedste. Og jeg tænker, at Gud nok har et lidt andet perspektiv på det hele – at de bjerge, som lige nu skygger og tager modet fra os, fra et større perspektiv måske kun er mindre bump på vejen.
Som Paulus skriver et sted: »Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os?« (Romerbrevet, kapitel 8, vers 31)
Og man kan i løbet af dette år, hvordan det end udarter sig, komme i kirkerne og høre dette budskab blive fortalt og sunget og mærket på mangfoldig vis. Og man kan altid for sig selv lette sit hjerte til Gud og bede en bøn. Det kunne for eksempel være denne: ”Bønnen om sindsro”:
Gud, giv mig
sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting jeg kan,
og visdom til at se forskellen.