Når en logrende hale vækker livsglæden
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
KOMMENTAR: Det kræver ikke meget at gøre en forskel. Nogle gange er det nok med en logrende hale og et par varme, bløde ører, der lytter og kan nusses på pelsen.
På plejehjemmet Lindevænget i Randers skete magien igen: En ældre kvinde, næsten blind og døv, men med en livslang kærlighed til hunde, fik fingrene begravet i en silkeblød pels. Og pludselig var verden ikke så stille og ensom længere.
Snakken gik, smilet kom frem – og for en stund var alderdommens tunge tæppe løftet.
Det er det smukke ved besøgshunde. De stiller ingen krav, de skelner ikke mellem demens og klarsyn, mellem rollator og løbesko.
De er der bare. En gave af ubetinget nærvær i en verden, hvor de ældre alt for ofte må nøjes med skemalagte besøg og praktiske hænder.
Og bag hver besøgshund står en frivillig, der bruger sin tid og sin firbenede ven til at skabe glæde. Ikke for anerkendelse eller store ord – men fordi det føles rigtigt. Fordi det livsbekræftende ikke nødvendigvis findes i store forkromede reformer, men i de små øjeblikke, hvor en hund lægger sit hoved i skødet på en, der trænger til lidt kærlighed.