Fortsæt til indhold

Tørring Rideskole er et uundværligt tilbud for sårbare børn

Hvis rideskolen lukker, mister disse børn en uerstattelig mulighed for at udvikle sig i et trygt miljø, mener byrådskandidat.

Debat
Nicolai EstrupFormand og byrådskandidat Dansk Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Lukningen af Tørring Rideskole er ikke bare en spareøvelse. Det er et direkte angreb på nogle af de mest sårbare børn i vores samfund.

Rideskolen er ikke en almindelig rideskole, men et specialtilbud, hvor børn med særlige behov får en unik mulighed for udvikling, læring og fællesskab gennem samværet med heste.

For mange af disse børn er rideskolen et frirum. Et sted, hvor de bliver mødt med forståelse, tryghed og succesoplevelser, som de måske ikke oplever andre steder. Ridning og omgang med heste har dokumenteret positiv effekt på børn med særlige behov, det styrker motorik, selvtillid og sociale kompetencer.

Hvis rideskolen lukker, mister disse børn en uerstattelig mulighed for at udvikle sig i et trygt miljø. Det er ikke bare en rideskole, der lukkes. Det er et pædagogisk tilbud, der gør en afgørende forskel i børnenes liv.

Dansk Folkeparti siger fra.

Vi vil ikke acceptere, at vigtige specialtilbud for sårbare børn bliver skåret væk. Vi opfordrer alle til at stå sammen i kampen for at bevare Tørring Rideskole, for børnenes skyld!