Internt fnidder er ikke en opgave for byrådet – det må I selv udrede, kære venner
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kære borger i Hornslet, Krajbjerg og Rodskov.
Jeg ser distriktsrådet som sparringspartner, der altid er parat til at snakke og fortælle om de ting, der nu er på dagsordenen i de forskellige byer.
Den 28. april har distriktsrådet årsmøde / generalforsamling i Hornslet Hallen kl. 19.00.
Et distriktsråd er et bindeled mellem borgerne i de tre byer og byrådet. Her har vi byrødder en god mulighed for at følge med i, hvad der rører på sig. Distriktsrådet er et fælles talerør for alle borgere. Her kan man selv tilrettelægge, hvad man som distriktsråd vil involvere sig i. Der er mange ting.
I byrådet tager vi altid højde for, om et forslag eller en ændring skal igennem distriktsrådet og handicapudvalget, som kommer med deres svar, der så indgår i den beslutning, der skal tages. Ligesom at distriktsrådet altid kan sende forespørgsler og forslag ind.
Jeg har det indtryk, at mange distriktsråd virkelig involverer sig i mange gode ting. Jeg ser distriktsrådet som sparringspartner, der altid er parat til at snakke og fortælle om de ting, der nu er på dagsordenen i de forskellige byer. Egentlig er det distriktsrådene, der orienterer os byrødder om, hvad der trænger, og hvad vi skal være opmærksomme på.
Jeg har altid haft et godt samarbejde med Hornslet distriktsråd. Dygtige borgere, som har påtaget sig et ansvar i at være talsmand for borgerne i de tre byer. Mange gode ting er kommet til med deres uvurderlige hjælp. TAK FOR DET.
Men jeg vil og skal ikke kommentere på interne ting. Det er noget, man indbyrdes selv skal udrede. Det er ikke en opgave for byrådet.
Vi har en administration, som altid er behjælpelig for alle distriktsråd.
Jeg vil kraftigt opfordre borgere til at møde op og deltage i årsmødet. Det er vigtigt for mig som folkevalgt politiker.