Intet tydede på, at det ville gå galt - men så brød Anne sammen, og hun har betalt en høj pris

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der var ikke noget, der tydede på, at det ville gå galt. Anne elskede sit arbejde som lærer. Hun tog opgaverne på sig med ildhu, var altid til at regne med og var dybt engageret i sit arbejde, sine elever og sin undervisning. Men langsomt begyndte det at sætte sig. Søvnløse nætter, åndenød, ondt i maven, hukommelsesbesvær. Til sidst kunne hun ikke mere og brød sammen. Ramt af alvorlig stress, som 10-12 procent danskere oplever hver dag.

Anne troede, det var hende, der var noget galt med. Det troede hendes arbejdsgiver nok også. »Du skal lære at sige fra og ikke være så perfektionistisk,« sagde de, som om det var hele løsningen. Men det var ikke Anne, der var problemet. Det var arbejdspladsen.

Stress skyldes ikke følsomme eller svage individer – det skyldes dårligt arbejdsmiljø eller urimelige arbejdsbetingelser. Det siger forskningen. Og det siger mange fagforeninger. Det handler om urimelige krav, for lidt indflydelse, for højt tempo, dårlig ledelse og et konstant pres. Svære betingelser for at gøre et tilfredsstillende stykke arbejde. Alligevel bliver stress alt for ofte gjort til et individuelt problem.

Ifølge FH har 430.000 danskere symptomer på alvorlig stress. Det er et samfundsproblem, vi ikke kan se bort fra. Men på mange arbejdspladser lukker man øjnene. Stress bliver mødt med tavshed, individuelle løsninger og samtaler. Mange medarbejdere bliver sendt til psykolog og sygemeldt i kortere og længere perioder. Men det nytter ikke. Hvis man vil stress til livs, skal der gøres noget ved årsagerne, ved skammen – ikke bare symptomerne.

Arbejdsgiverne har et ansvar. Et ansvar for at forebygge stress, ikke bare reagere, når medarbejderne knækker. Det kræver, at man tager psykisk arbejdsmiljø lige så alvorligt som det fysiske. At man måler det, taler om det og handler på det. Det kræver systematik og vilje.

Men pilen peger ikke bare på arbejdsgiverne. Pilen peger i høj grad også på samfundet og de strukturer der er skabt. Og derfor er politikerne på Christiansborg nødt til at interessere sig langt mere for stress hos almindelige lønarbejdere. Det estimeres, at vi som samfund bruger 55 milliarder årligt på stress.

Overvej hvordan disse penge også kunne bruges? Noget af det som stresser er netop, at rammerne er for snævre til at man fx som lærer og pædagog kan lykkes med sit arbejde. Den nylige nationale undersøgelse af kvaliteten i vores daginstitutioner peger med al tydelighed på problemet. Kvaliteten er bekymrende lav over hele landet, hvor kun 9% af de kommunale børnehaver vurderes at have et pædagogisk læringsmiljø af god kvalitet. Der mangler uddannet personale og tilstrækkeligt nærvær i forhold til dem, det hele handler om: børnene. Og man kan formentlig sige det samme, hvis man retter blikket mod plejehjemmene.

Derfor: Stop med at individualisere stress. Gør det til et fælles ansvar. Et ansvar, der starter med politisk ledelse. Lad os få sat klare mål i lovgivningen om at halvere andelen af mennesker der rammes af stress. Når målene i lovgivningen er klare, så følger indsatserne i kommunerne og på arbejdspladserne, hvor fagforeningerne står klar til at fortælle hvad der skal til for at nedbringe andelen af stressramte.

Vi kan ikke løse et samfundsproblem som dette med individuelle løsninger, mindfulness og frugtordninger. Vi skal have færre krav, mere støtte, bedre rammer og plads til, at almindelige mennesker dagligt har oplevelsen af at slå til.

Anne er kommet videre i dag. Men prisen har været høj, også for hendes børn. Jeg skriver dette, fordi Anne absolut ikke er alene – og fordi vi som samfund skylder hinanden mere end tomme floskler. Stress er ikke den enkeltes skyld! Det er et samfundsproblem. Og det skal vi tage alvorligt.